Vi kender alle rådet om, at vi dagligt bør gå 10.000 skridt for at holde os sunde og raske. Nu har en forskergruppe endegyldigt slået fast, at det råd holder stik. Det er dog ikke kun antallet af skridt, der er relevant. Et højt tempo udløser nemlig endnu flere sundhedsfordele. Det skriver Science Daily.
En forskergruppe fra University of Sydney og Syddansk Universitet i Danmark udstyrede 78.500 forsøgspersoner i alderen 40-79 med en skridttæller og monitorerede deres daglige antal skridt over en uge. Forsøgspersonernes data blev efterfølgende sammenholdt med deres sundhedsjournaler. Studiet blev publiceret i JAMA Internal Medicine og er det største af sin slags nogensinde.
En af hovedkonklusionerne i studiet var, at vi alle bør spænde skoene på og komme afsted. 10.000 daglige skridt reducerer nemlig risikoen for demens, hjertesygdomme, kræft og for tidlig død betragteligt.
Tilbagelægger du dagligt de magiske 10.000 skridt, reducerer du bl.a. risikoen for demens med op til 50%, og for hver 2.000 skridt, sænker du risikoen for tidlig død med op mod 8-11% indtil grænsen ved de 10.000 skridt. Forskerne så desuden en lignende sammenhæng mellem antal skridt og en reduceret risiko for kræft og kardiovaskulære sygdomme.
De konkluderede samtidigt, at en højere skridtfrekvens eller et højere tempo havde en yderligere positiv effekt på forsøgspersonernes sundhed. Et højt tempo reducerer faktisk risikoen for samtlige undersøgte sygdomme. Og netop hastighed, har været en hidtil overset faktor i denne slags undersøgelser.
”Studiet kan forhåbentlig resultere i de første skridt-baserede vejledninger for fysisk aktivitet, og måske kan de blive inddraget i de offentlige sundhedsprogrammer og dermed være med til at reducere kroniske lidelser,” udtaler Emmanuel Stamatakis, en af studiet forfattere og professor i fysisk aktivitet ved University of Sydney.