Nyt fra forskningen

Jo længere tid i haven, jo gladere og sundere sjæl. Det viser det hidtil største studie, der forsøger at måle effekten af havearbejde på mental sundhed. Folk der udfører havearbejde hver uge, har det markant bedre, end folk der ikke gør, og dem der bruger allermest tid på havearbejde har det allerbedst. Og jo højere alder, jo stærkere er effekten af havearbejde tilsyneladende.

Det overrasker måske ikke, at havearbejde er sundt for sjælen, men sammenhængen er faktisk ikke blevet grundigt forskningsmæssigt belyst, før det australske studie HABITAT, der netop har udgivet sine resultater om havearbejde i Journal of Environmental Psychology.

De der bruger mere end 2,5 time om ugen på havearbejde, havde den bedste mentale sundhed og den højeste tilfredshed med deres liv. Og den gavnlige effekt af havearbejde steg med alderen og var mest markant i aldersgruppen over 64 år.

Resultaterne kan være vigtige, fordi netop den aldersgruppe oftest lider af depression, og havearbejde potentielt kan være en effektfuld lindring frem for sport og hård motion, som kan være sværere med alderen.

Det er værktøjet, der definerer os.

Især selvfølgelig det segment af midaldrende mænd, der dårligt kan flække en tebolle uden at tage i Silvan efter en bajonetsav. Men det gælder faktisk os alle sammen: Menneskeheden, arten, homo sapiens – ja, hele den gren af evolutionstræet vi sidder på. Også før vi blev homoer og stadig kun var australopithecusser var det redskaberne, der adskilte os fra de andre.

Mange andre arter anvender redskaber – f.eks. til at flække skallen på en kokosnød eller en krabbe, til at findele føde og til at grave i jorden. Men fremstillingen af redskaber er en vigtig markør i den menneskelige evolutionshistorie, fordi den hænger tæt sammen med udviklingen af de kognitive evner, der kendetegner os som art.

Bedømt ud fra arkæologiske fund har homininer fremstillet værktøj i 3,3 millioner år og mere systematisk i 2,6 millioner år. Det var selvfølgelig ikke skruetrækkere eller papegøjetænger til at begynde med, men især skarpe sten.

Det kan være sin sag at afgøre, om en flad sten med skarpe kanter er bevidst tilvirket, eller om den ser sådan ud fra naturens hånd. Nogle gange er en sten bare en sten.

Men arkæologerne har flere ting at gå efter. Først og fremmest er det et tegn på bevidst (fortids)menneskelig aktivitet, hvis der er mange sådanne artefakter samlet på ét sted, og især hvis de pågældende stentyper er overrepræsenterede i forhold til deres naturlige udbredelse. Arkæologerne kigger også efter gentagelsesmønstre i den måde, stenene er bearbejdet på – bl.a. såkaldte konkoidale (”muslingeformede”) frakturer.

Men en artikel publiceret i Science Advances sætter nu spørgsmålstegn ved den måde, sådanne fund hidtil er blevet fortolket på.

Forskere fra Max Planck Instituttet for Evolutionær Antropologi i Leipzig har gennemført et omfattende studie af adfærden blandt makak-aber, nærmere bestemt javamakakker (macaca fascicularis) i Phang Nga-provinsen i Thailand.

Makakkerne anvender sten til flere praktiske formål, når de skal skaffe sig føde. De bruger bl.a. en ”hammer-og-ambolt-teknik”, hvor den slår sten mod andre sten for at åbne eller knuse fødeemner. Det viser sig, at aberne dermed utilsigtet producerer stenskærver med mange af de samme karakteristika, der normalt er blevet set som et tegn på bevidst (fortids)menneskelig redskabsfremstilling. Og forskerne har noteret sig, at skærver af denne type er spredt ud hele makakkernes leveområde, et areal på godt og vel 5 hektar.

Det betyder, at vi måske skal til at omvurdere mange tidligere fund. Potentielt vedrører det fund af stenredskaber fra hele den pliocæne og pleistiocæne periode – dvs. fra 5 millioner år tilbage og helt frem til afslutningen af den sidste istid, 10.000 år før vor tidsregning.

Er der mon spørgsmål om menneskets tilblivelse, du godt kunne tænke dig at få svar på? Hvis der er, er du ikke alene – flere forskere fra København til Kina arbejder lige nu på at blive klogere på, hvordan vi mennesker blev til de tobenede, redskabsbyggende og intelligente væsner, vi kender i dag. Og lige om lidt står de måske over for en række gennembrud, der kan afsløre flere hemmeligheder bag udviklingen af vores art. Det skriver The Guardrian Science, efter at flere forskere for nylig er begyndt at bruge analyseteknikken proteomik til at analyse menneskelige fossiler.

Proteomik er en teknik, som bruges til at analysere protein. Selve teknikken har været kendt i flere år, men det er først for nylig, at forskere er begyndt at anvende den på de små spor af protein, der dvæler i oldtidens menneskers knogler og tænder. Nu har to store forskningscentre i London lanceret et forskningsprojekt, der skal vurdere proteomikkens potentiale.

”Vi vil bruge de næste tre år på nøje at vurdere, hvor meget protein vi kan få ud af fossiler, og hvad vi kan lære af de prøver, vi får,” siger professor Chris Stringer, fra Natural History Museum til The Guardian Science. ”Forhåbentlig vil det indikere, at vi kan lære meget om vores fortid ved at studere gamle proteiner.”

Forhåbningerne til den nye anvendelse bygger på flere års forskningssucces med at analysere DNA udvundet fra gamle menneskelige fossiler. Ved at studere stumper af genetisk materiale fra fossiler har forskere f.eks. opdaget, at mænd og kvinder af ikke-afrikansk oprindelse bærer på neandertaler-gener, og afsløret eksistensen af ​​en helt ny art af tidlige mennesker, kendt som Denisovans.

Men analysen af ​​gammelt DNA har begrænsninger. ”DNA er skrøbeligt og henfalder ret hurtigt, især under varme forhold,” fortæller forsker Pontus Skoglund fra Francis Crick Institute. ”Så det er primært nyttigt til at studere fossiler, der er mindre end 100.000 år gamle og findes på moderat kølige eller kolde steder.”

Særligt behovet for kølighed er et problem, når vi gerne vil studere vores egen menneskeart, homo sapiens, fordi dens tidlige udviklingstrin foregik i Afrika. Og DNA findes sjældent i kranier og knogler fra udgravninger i Afrika på grund af de varme forhold. Derfor er forskere er begyndt at se sig om efter andre metoder til at studere oldtidens mænd og kvinders biologi. Og det er her promeotikken kommer ind i billedet.

Menneskelige kroppe er lavet af proteiner, hvis fremstilling er styret af vores DNA. Ved at optrevle proteinernes struktur kan man derfor opnå indsigt i sammensætningen af ​​gamle menneskelige individer. Og proteiner håndterer varmen meget bedre end selve DNA’et.

En bagside ved proteinerne er dog, at de indeholder markant mindre information end DNA – så forskerne vil skulle indsamle meget mere materiale at teste på for at få det samme resultat. Ikke desto mindre har proteomikken allerede produceret lovende resultater.

Undersøgelser foretaget af Frido Welker fra Københavns Universitet har således vist, at kollagen-proteiner fundet i et stykke hominin-kæbeben i Baishiya Karst-hulen højt på det tibetanske plateau i Kina, matcher proteinsammensætningen hos den nye art Denisovans.

”Det giver os det første fingerpeg om, hvordan en Denisovan kunne have set ud, og det antyder, at proteomik har meget at bidrage med til vores forståelse af menneskelig evolution,” sagde Welker i sidste uge til The Observer. ”Det er bestemt opmuntrende.”

Børn i børnehavealderen har stor gavn af at være fysisk aktive. Børnene bliver dygtigere til at regne og forstå matematiske begreber, hvis de er fysisk aktive i moderat til høj intensitet. Og de bliver også bedre til at hæmme deres egne impulser, når dét er nødvendigt, hvis de er fysisk aktive med høj intensitet.

Det viser en tværsnitsundersøgelse fra det store, norske forsknings- og udviklingsprojekt ACTNOW, Active Learning Norwegian Preschool(er)s. Projektet undersøger, hvordan fysisk aktivitet og motorisk træning i børnehaven påvirker børns sundhed, udvikling og læring.

Undersøgelsen viste også, at sammenfaldet mellem fysisk aktivitet og regnefærdighed var stærkest for drenge og de ældre børnehavebørn (3,9-5,2 år), og at sammenfald mellem fysisk aktivitet og evne til at kontrollere impulser var stærkest for piger og ældre børn. Intensiteten har tydeligvis en betydning, men forskerne kan ikke sige noget om, hvor meget fysisk aktivitet, der skal til.

711 børn fra 46 børnehaver deltog i undersøgelsen. Børnene bar et accelerometer hele døgnet i en uge, så forskerne kunne kortlægge, hvor fysisk aktive de var, og med hvilken intensitet. Drengene var generelt mere fysisk aktive end pigerne både målt i tid og i intensitet, mens pigerne klarede sig bedre på mål for selvregulering og eksekutiv funktion, det vil sige impulshæmning, arbejdshukommelse og kognitiv fleksibilitet.

Forskerne analyserede blandt andet fysisk aktivitets sammenhænge med regnefærdigheder og ordforråd, foruden selvregulering og eksekutiv funktion. I analyserne blev det tydeligt, at fysisk aktivitet kun var forbundet med regnefærdigheder og evnen til at styre impulser, og ikke med andre mål, som forskerne undersøgte.

Regnefærdigheder blev målt ved, at børnene skulle løse 79 opgaver af stigende sværhedsgrad, der vedrører blandt andet numeriske begreber, tælledelmængder og ligninger. Impulshæmning blev målt ved, at børnene på en skærm fik vist fisk og hajer ganske kort og hurtigt efter hinanden. Fiskene skulle de trykke på, men hajerne skulle de ikke trykke på – en såkaldt Go/No-Go opgave.

Undersøgelsen konkluderer, at der er brug for undersøgelser, der ser nærmere på årsagssammenhængen, og som foregår over en længere tidsperiode, for at man kan blive endnu klogere på sammenhæng og sammenfald mellem fysisk aktivitet og læring. Forskerne fra ACTNOW arbejder i øjeblikket på at publicere resultater fra interventionen i undersøgelsen.

Undersøgelsen er publiceret hos Frontiers: The Multivariate Physical Activity Signatures Associated With Self-Regulation, Executive Function, and Early Academic Learning in 3–5-Year-Old Children

Hvis du bliver smittet med HIV, har det indtil nu været umuligt at blive kureret. De eneste to, som er blevet kureret for HIV, er blevet det via en stamcelle-operation.

Forskere har nu identificeret en tredje person, der er blevet helbredt for HIV efter en stamcelletransplantation. Ifølge en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Nature Medicine er en 53-årig mand, kendt som “Düsseldorf-patienten”, blevet helbredt for HIV efter at have modtaget en stamcelletransplantation på grund af blodkræft.

Som i de tidligere tilfælde af helbredelse modtog patienten stamceller fra en sund donor med en mutation i genet for HIV-1 co-receptoren CCR5, der gør det umuligt for de fleste HIV-vira at trænge ind i menneskelige T-lymfocytter, der er deres vigtigste målceller.

Forskere fra Tyskland, Holland, Frankrig, Spanien og USA har nøje overvåget patienten i næsten ti år for at følge helbredelsesprocessen detaljeret både virologisk og immunologisk. Resultaterne viser, at hverken replikerede virus, antistoffer eller reaktive immunceller mod HIV blev påvist, og mere end fire år efter afslutningen af antiviral terapi mod HIV blev patienten erklæret helbredt af det internationale forskningskonsortium.

Selvom stamcelletransplantation stadig er en sjælden og risikofyldt behandling, er opdagelsen et vigtigt skridt i retning af at finde en kur mod HIV. Forskerne håber, at opdagelsen kan føre til udviklingen af mere effektive behandlinger, der kan hjælpe millioner af mennesker, der lever med HIV over hele verden.

Amerikanske forskere fra University of Utah og Smithsonian Astrophysical Observatory i Massachusetts har foreslået et nyt våben i kampen mod klimaforandringer: Månestøv.

I en forskningsartikel, der er publiceret i PLOS Climate, har de regnet på mulighederne for at lave en slags solskjold af støvpartikler udvundet på månen. Hvis man skyder dem afsted fra månen mod et af de såkaldte Lagrange-punkter, hvor månens og jordens tiltrækningskraft udjævner hinanden, vil de kunne fungere som en form for lysdæmper i adskillige dage. Hvor stor og hvor langvarig effekten vil være, kommer blandt andet an på mængden og kvaliteten af materialet.

Global opvarmning bunder som bekendt i den såkaldte drivhuseffekt: Det høje indhold af CO2 og andre drivhusgasser i atmosfæren begrænser jordens muligheder for at slippe af med overskudsvarmen. Derfor modtager vi mere energi, end vi afgiver, og den globale gennemsnitstemperatur stiger.

Kampen mod klimaforandringer fokuserer hovedsagelig på ”output-siden” – altså hvordan vi nedbringer udledningen af især CO2, så der igen kan komme balance i energiregnskabet. Men i princippet kan man også forsøge at påvirke ”input-siden” og bremse en del af sollyset, før det overhovedet rammer atmosfæren.

Problemet med den type løsninger er først og fremmest, at de er uhyre energikrævende.

Den hidtil kraftigste løfteraket, der er sendt op fra jorden – Saturn V, der blev brugt i forbindelse med månelandingerne – havde en kapacitet på 140 ton. Til sammenligning vil det ifølge forskerne kræve 10 millioner ton reflekterende materiale at reducere den årlige indstråling fra solen med 1,8 pct., svarende til omtrent 6 solskinsdage.

Og det er her, månen kommer ind i billedet. Forskerne har nemlig fundet ud af, at støvkorn, der forekommer naturligt på månen, har nøjagtig den rigtige størrelse og sammensætning til effektivt at bremse solstrålerne. Dermed behøver man ikke sende gigantiske mængder jordstøv 1,5 millioner km ud i verdensrummet, men kun den kanon, der skal affyre det – formentlig en form for elektromagnetisk railgun.

Alt andet lige gør det operationen mere overskuelig. Men i betragtning af mængderne skal der nok bruges mere end én kanon – foruden de maskiner, der er nødvendige for at udvinde materialerne på månen.

Og artiklens hovedforfatter, astrofysikeren Benjamin C. Bromley fra University of Utah, understreger, at perspektiverne ikke på nogen måde bør bremse indsatsen for at reducere udledning af drivhusgasser her på Jorden.

“Men vi bør undersøge alle muligheder, hvis vi har brug for mere tid til at udføre dette arbejde herhjemme,” siger han til den britiske avis The Guardian.

Året er 2003, og en art af Cordyceps-svampe har taget springet fra at inficere myrer til mennesker og forvandlet sine værter til vanvittige, blodtørstige zombier, der spreder infektionen til alle, de bider. En førende mykolog i smittens epicenter, Jakarta, Indonesien, foreslår en radikal løsning: bomb hele byen og alle i den for at stoppe infektionen inden den overtager hele verden.

I sidste måned ramte HBOs længe ventede post-apokalyptiske serie ’The Last of Us’ streamingskærme over hele verden – til stor anerkendelse fra både kritikere og fans. Den hævder, at det ikke er vira eller bakterier som den nyligt hærgende coronavirus, der udgør den største trussel mod menneskeheden i fremtiden. Det er derimod svampe – de selv samme organismer, som er elsket af bryggere, bagere og vilde mad-entusiaster.

I HBO’s hitserie opdager forskerne, at klimaændringerne har fået svampe af arten Ophiocordyceps unilateralis, almindeligvis kendt som “zombie-myresvamp”, til at tilpasse sig til at kunne overleve ved højere temperaturer – og dermed kunne angribe mennesker og gøre dem til værter, fremfor de myrer, svampene beboer i vores virkelige verden.

’The Last of Us’ er først og fremmest en fantasifuld science fiction, og der er ikke grund til at frygte, at zombie-myresvampen kommer efter os lige med det første. Men der er faktisk masser af andre grunde til at bekymre sig om svampe. Det skriver The Guardian Science.

Allerede nu dræber svampeinfektioner omkring 2 millioner mennesker hvert år – mere end både tuberkulose og malaria – og antallet vokser.

Samtidig bliver diverse svampearter mere og mere modstandsdygtige over for det lille antal medicinske behandlinger, vi råder over i dag – og der er meget få alternativer på vej. Verdenssamfundet var ligeledes relativt uforberedt på en viral pandemi, da Covid-19 ramte vinteren 2019-2020. Men i det mindste var videnskabsfolk over hele verden allerede inden pandemien i gang med at udvikle andre coronavirus-vacciner. Der findes i dag ingen humane vacciner mod svampe.

Det prøver World Health Organization, WHO, nu at lave om på. I oktober udgav de en liste over prioriterede svampepatogener – det første globale forsøg på at skabe en mykologisk topscore-liste over de 19 svampearter, der er mest farlige for mennesker.

“På trods af at de udgør en voksende trussel mod menneskers sundhed, får svampeinfektioner meget lidt opmærksomhed og ressourcer globalt,” skriver WHO i rapporten “Alt dette gør det umuligt at estimere den nøjagtige byrde af svampeinfektioner og dermed er det vanskeligt at opmuntre politik og programmatisk handling på området.”

Svampe er den mest folkerige livsform på planeten og der findes omkring 12 millioner arter på verdensplan. De fleste er aldrig blevet kategoriseret. Kun en brøkdel af dem kan inficerer mennesker, men de er ansvarlige for omkring en milliard infektioner hvert år.

“De fleste af disse infektioner er overfladiske ting som fodsvamp, som ingen er særligt bekymrede over.” fortæller Mark Ramsdale, lektor i mykologi ved MRC Center for Medical Mycology i Exeter. ”Men der er en kernegruppe, der forårsager livstruende infektioner, især hos modtagelige befolkningsgrupper som meget gamle eller unge eller folk med dårligt immunsystem.”

Med så mange svampearter, er det lige nu en svær opgave for forskere og WHO at holde løbende overblik over nye trusler. Der er simpelthen ikke mykologer nok i verden til at holde styr på det hele, så at træne flere af dem kunne være et godt sted at starte, hvis vi vil beskytte os med evt. svampepandemiangreb i fremtiden.

Det kunne desuden være en god idé af flere forskellige årsager, skriver The Guardian. For selvom nogle svampe kan være farlige for mennesker, giver de os også muligheder. Verdens første antibiotikum, penicillin, blev opdaget i en skimmelsvamp. Så hvem ved, hvilke nye tricks og trusler, svampene kan bringe os i fremtiden?

Når et område ikke længere bliver opdyrket og i stedet overlades til den naturlige proces, hvor plante- og dyreliv igen kan indtage området – hvad sker der så egentlig? Det har et hold forskere fra det tyske center for integrativ biodiversitetsforskning, Leipzig Universitet, Martin-Luther-Universitetet Halle-Wittenberg og Helmholtz Center for Miljøforskning studeret nærmere.

Undersøgelsen, der er offentliggjort i Journal of Ecology, viser, at selv i gamle marker, der er forladt for 80 år siden, er biodiversiteten ikke den samme som i områder, der aldrig har været pløjet op.

Forskerne målte genopretningen af biodiversitet og artssammensætning i 17 tempererede græsarealer i Minnesota i USA. Områderne var blevet pløjet og brugt til landbrug, men forskellige marker var blevet forladt mellem 1927 og 2015, så der var en naturlig proces i gang, hvor vegetationen var genoprettet på forskellige stadier. Til sammenligning brugte forskerne et antal arealer, der aldrig er blevet pløjet.

Selv efter 80 år var de forladte marker ikke kommet sig helt efter at være blevet dyrket, sammenlignet med aldrig-pløjede steder. Antallet af forskellige arter i de tidligere marker var i gennemsnit 65 pct. af antallet i de aldrig-pløjede lokaliteter.

De planter, der naturligt lever i området, bredte sig heller ikke fuldt ud. Der opstod en del ukrudtsagtige planter, der er unikke for netop tidligere opdyrkede arealer, og som er tolerante overfor forstyrrelser.

Men selv om flere og flere planter, der er karakteristiske for ikke-dyrkede områder, efterhånden kom ind på de tidligere marker, så var der på tværs af hele undersøgelsen alligevel 63 hjemmehørende arter, der kun voksede på de områder, der ikke har været pløjet op. De tidligere marker havde mere græs og ukrudt.

Undersøgelsen kan give en viden om, hvordan genopretningsprocessen foregår, og hvordan vi kan fremskynde processen. Ifølge FN’s konvention om biodiversitet bør mindst 30 pct. af områderne med forringede økosystemer være under en effektiv genopretning inden 2030.

Forskere fra University of California i USA har udviklet et banebrydende nyt biomateriale, der kan hjælpe patienter, der døjer med gener efter bl.a. hjerneskader og hjerteanfald. Det skriver Science Daily.

Biomaterialet er udviklet, så det kan gives som intravenøs indsprøjtning og virker ved at reducere inflammation i væv og fremme reparation af både væv og celler. På den måde kan det hjælpe med at hele skader indre skader, som ellers kan være meget svære at komme i nærheden af.

“Det nye biomateriale gør det muligt at behandle beskadiget væv indefra og ud,” fortæller Karen Christman, der er professor i bioteknik ved University of California San Diego og ledende forsker på det hold, der har udviklede materialet. “Det er en ny form for regenerativ teknik.”

Biomaterialet er indtil videre kun testet på gnavere og store dyremodeller, men her er det bevist effektivt til behandling af vævsskader som f.eks. forårsages af hjerteanfald.

Hvert år får ca. 5.000 danskere hjertestop udenfor hospital. Det svarer til 13 personer hver dag. Og som det er i dag, findes der ingen måde at behandle deres beskadigede hjertevæv på. Det kan give løbende hjerteproblemer, også hos dem, der ellers kommer sig, for efter et hjerteanfald danner hjertet arvæv, der kan nedsætte dets muskelfunktioner og i sidste ende føre til hjertesvigt.

Holdet bag det nye biomateriale har tidligere haft succes med at udvikle materiale med lignende evner. Tilbage i 2019 udviklede de en hydro-gel lavet af hjertemuskelvævets eget naturlige ’stillads’, blandt læger kendt som ’Den ekstracellulære matrix’ (ECM). Denne gel kan sprøjtes direkte ind i beskadiget hjertemuskelvæv via et kateter. Her danner den en art stillads i det beskadigede områder af hjertet, som kan hjælpe med at understøtte fremvækst og reparation af nye celler.

Modsat det nye biomateriale er denne gel allerede videre til test blandt mennesker, og forskerne kunne allerede rapportere om succesfulde fase 1 klinisk forsøg tilbage i 2019. Men fordi gelen skal injiceres direkte i hjertemusklen, kan den først bruges en uge eller mere efter et hjerteanfald – gives den tidligere, ville katedernålen risikere at forårsage yderligere skade på hjertet.

Holdet ønskede derfor at udvikle en behandling, der kunne gives umiddelbart efter et hjerteanfald – ved i stedet at nå hjertet via ’almindelig’ intravenøs indsprøjtning i blodbanen.

“Vi søgte at designe en biomaterialeterapi, der kunne leveres til svært tilgængelige organer og væv, og vores løsning blev at drage fordel af selve blodbanen – og bruge de kar, der allerede leverer blod til disse organer og væv som vej ind i til dem.” fortæller Martin Spang, der er ph.d. i Christmans forskergruppe og førsteforfatter på det nye studie, som er publiceret i det sundhedsvidenskabelige tidsskrift Nature Biomedical Engineering.

Karen Christman planlægger nu at anmode den amerikanske fødevare- og lægemiddelforvaltning FDA om tilladelse at udføre et studie af det nye biomateriales anvendelser til hjertesygdomme blandt mennesker. Det betyder, at kliniske forsøg kan begynde om et eller to år.

Man kan finde hvad som helst på nettet – fra celebrity-sladder og konspirationsteorier til seriøse forskningsbaserede medier. Men jo først og fremmest kattevideoer.

Katten er blevet en slags uofficiel maskot for internettet, og undersøgelser har tidligere anslået, at katte-indhold tegner sig for ca. 15 pct. af den samlede internettrafik på verdensplan. Ifølge en opgørelse fra 2014 lå der dengang mere end 2 millioner kattevideoer på Youtube, med mere end 26 milliarder visninger tilsammen. I dag vurderes antallet at være mange gange højere.

Forskere fra Universitetet for Veterinær Medicin og Farmaci i Košice har nærstuderet et noget mere beskedent antal, nærmere bestemt 105 videoer, hvor 210 katte optræder parvis. Formålet er at blive klogere på kattenes indbyrdes interaktion.

Hvor f.eks. hunde går for at være nemme at afkode, har katte nemlig ry for at være mere uudgrundelige i deres adfærd – både over for mennesker og andre katte.

“Mange katteejere spørger sig selv, om kattene nu leger eller slås – eller hvad der i det hele taget foregår. Og vi fandt ud af, at der faktisk er meget lidt videnskabelig evidens til at vejlede os i det spørgsmål,” siger undersøgelsens hovedforfatter, Noema Gajdoš‑Kmecováhar, til The Guardian.

Studiet, der er publiceret i Scientific Reports, omfatter en cluster-analyse i flere trin. Ud fra et udsnit af videoerne kortlagde forskerne seks forskellige typer af konkret katte-adfærd, fra ”brydekampe” og anden fysisk kontakt, til kropsholdning og vokalisering (f.eks. hvæsen og spinden).

Ved minutiøst at registrere disse adfærdselementer kunne de klassificere en stor del af interaktionerne som legende eller fjendtlige. Men der var også en stor mellemkategori med begge typer af adfærd.

Forskerne ser det som et tegn på, at det ikke kun er os mennesker, der har svært ved at skelne mellem sjov og alvor, men også kattene selv.

”Leg mellem katte kan være gensidig, men den kan også være ubalanceret, for eksempel rovleg, hvor én kat er ’byttet’, eller hvis én kat ikke ønsker at lege længere og i så fald kan reagere fjendtligt på den andens legende hensigt,” skriver forskerne.

”Således kan den binære klassificering af interaktioner mellem katte som enten venskabelige eller fjendtlige være vildledende.”