Vi har ofte hørt, at man ikke bør spise lige inden sengetid, hvis man ønsker en god nats søvn. Men ny forskning tyder på, at der er andre gode grunde til at kvitte den sene aftensmad.
Et nyt studie afslører en mulig sammenhæng mellem måltidet kort før sengetid og risikoen for at udvikle sukkersyge, skriver ScienceDaily.
Blodsukkerkontrollen, som er svækket hos folk med diabetes, påvirkes af en række forskellige faktorer, bl.a. niveauet af melatonin – et naturligt hormon, der har en regulerende effekt på døgnrytmen – og af vores spisevaner i forhold til søvnmønstre.
I et studie med 845 forsøgspersoner undersøgte forskere fra Massachusetts General Hospital, Brigham and Women’s Hospital og University of Murcia forbindelsen mellem disse to faktorer. Resultaterne blev for nylig publiceret i Diabetes Care.
Hver forsøgsperson fastede først i otte timer. De følgende to aftener indtog de henholdsvis et tidligt og et sent måltid i forhold til deres normale sengetid. I begge tilfælde målte man deres blodsukkerkontrol to timer efter indtagelsen. Forskningsgruppen undersøgte også forsøgspersonernes genetiske kode i melatonin-receptoren 1B (MTNR1B), da tidligere studier har vist, at en variant i dette gen kan øge risikoen for type 2-diabetes.
Resultatet var tydeligt: spiser man et måltid tæt på sengetid, hvor melatonin-niveauet er højt, forstyrrer og forringer det blodsukkerkontrollen, særligt hos dem, der har den genetiske variant i melatonin-receptoren, cirka halvdelen af forsøgspersonerne.
”Studiet vil muligvis være vigtigt i bestræbelserne på at forhindre type 2-diabetes. Resultaterne er relevante for ca. en tredjedel af befolkningen i den industrialiserede verden, der spiser tæt på sengetid,” siger Frank L. Scheer fra Bringham and Women’s Hospital.