Nu står weekenden for døren, og så kan det måske være ekstra svært at styre lysten til lidt sødt fra slikskålen eller sprødt fra chipsposen. Men nu viser et nyt forsøg, at vores madtrang ikke kun skyldes vaner og grader af rygrad, men måske i lige så høj grad tarmenes sammensætning af mikrober. Det skriver Sciencedaily.
Forskere har i årtier diskuteret, hvorvidt mikrober mon påvirker vores valg af diæt, men hypoteserne er aldrig før blevet afprøvet på dyr større end bananfluer. Indtil nu. To forskere fra University of Pittsburgh fodrede nemlig 30 mus, der manglede tarmmikrober, med en cocktail af mikroorganismer fra tre forskellige arter af vildtlevende gnavere. De tre arter lever normalt på vidt forskellige kostplaner fra naturens fadebur. Og konklusionen var klar:
”Vores forsøg viste, at dyr med forskellige sammensætninger af tarmmikrober vælger forskellige diæter,” udtaler Kevin Kohl, en af studiets hovedforfattere og biolog ved University of Pittsburgh. De tre grupper af mus valgte simpelthen fødevarer, som var rige på forskellige former for næringsstoffer.
I studiet – der blev publiceret i Proceedings of the National Academy of Sciences – opdagede de to forskere også, at mus med forskellige mikrobiomer havde forskellige niveauer af aminosyren tryptophan. Og det er måske ikke helt uvæsentligt. Tryptophan omdannes nemlig til serotonin og senere melatonin i hjernen – de stoffer, der giver en tilfredsstillende mæthedsfornemmelse og regulerer vores søvnmønster.
De to forskere påpeger, at det lille museforsøg blot er en indledende undersøgelse af den komplicerede forbindelse mellem tarmenes sammensætning, vores madpræferencer og den kemiske kommunikation mellem hjerne og maveregion. Forskningsfeltet er stadig ret nyt.
”Men jeg er konstant forundret over vores efterhånden store viden om, hvor stor en rolle mikrober spiller i både menneskers og dyrs biologi,” siger Kevin Kohl.