2022 ser ud til at blive noget af et gennembrudsår for Alzheimers-forskningen.
Tilbage i november beskrev vi i Vid&Sans, hvordan et stort gennembrud i neuroforskningen sandsynliggjorde udviklingen af en effektiv behandling af Alzheimers inden for blot 2-5 år.
Og nu viser et spritnyt studie, at det nyudviklede medikament Lecanemab kan bremse Alzheimers’ mentale nedbrydning af patienters kognitive evner med op til 27 pct. over 18 måneder.
Det skriver The Guardian, efter at forskere fra Lecanemabs udviklere, Biogen i USA og Eisai i Japan, den 29. november offentliggjorde resultaterne af deres studie i The New England Journal of Medicine. Studiet er det største i Alzheimers-behandling nogensinde og involverede mere end 1.800 testpersoner tilbage i september.
Lecanemab er ikke det mest effektive middel, man har forsøgt sig med. Men forskerne mener alligevel, at resultaterne indvarsler en helt ny æra i Alzheimers-forskningen, fordi det er det første klinisk testede lægemiddel, som rent faktisk virker som en reel behandlingsmulighed for Alzheimers.
Lecanemab er et antistofmiddel, der fungerer ved at reducere proteinklumper i hjernen, også kaldet beta-amyloid. Man ved endnu ikke, hvordan ophobningen af beta-amyloid og udviklingen af Alzheimers præcis hænger sammen. Men det har længe været klart, at sammenhængen er der, for ophobningen findes blandt alle patienter, der diagnosticeres med sygdommen.
Nu håber forskere, at de positive resultater vil bringe en ny generation af bedre behandlingsformer og lægemidler med sig.
”Jeg mener, at dette bekræfter, at vi går ind i en ny æra af sygdomsmodifikation for Alzheimers’ sygdom”, siger Nick Fox, professor i klinisk neurologi og leder af Dementia Research Centre ved University College London. ”En æra, der kommer efter mere end 20 års hårdt arbejde med anti-amyloid immunterapi udført af rigtig mange forskellige mennesker og med rigtig mange skuffelser på vejen.”