Vi ved det godt. Luftforurening er en stor sundhedstrussel. Men det er ikke kun biler og busser, der er de store syndere i kampen for en renere luft. Også stearinlys og andre mere ’skjulte’ luftforurenere spiller en afgørende rolle. Og forureningen – både i stuerne og på de trafikerede veje – er værd at tage seriøst. Et nyt studie, ledet af forskere fra University of Washington, peger nemlig på, at eksponering for høj luftforurening kan associeres med forringede kognitive og adfærdsmæssige evner hos børn.
Man har bl.a. undersøgt, hvordan små partikler fra luftforurening, som gravide udsættes for, påvirker deres fostre i maven. Resultaterne peger på, at luftforureningen specielt er problematisk for gravide i første og andet trimester, hvor det ser ud til at øge sandsynligheden for, at barnet senere vil udvikle adfærdsmæssige problemer. Det beskriver Science Daily.
Men det er ikke kun de ufødte børn, som er særligt sårbare overfor de små partikler. Også børn i alderen 2-4 år er ifølge studiet i særlig risiko for at tage skade af forureningen. Det er de, fordi børns hjerner udvikler sig med raketfart i de første leveår. Og når et lille barn inhalerer forurenet luft, kan partiklerne gennem lungerne trænge ind i det centrale nervesystem. Dette kan medføre skader i områder af hjernen, der er afgørende for, hvordan barnet udvikler sig både adfærds- og indlæringsmæssigt.
De amerikanske forskere bag studiet foreslår, at selv om vi allerede har fokus på luftforurening, bør standarderne gøres endnu mere ambitiøse, hvis man vil prioritere de gravides og små børns sundhed, udvikling og velbefindende.