’Smil til verden, og den smiler til dig’. Et noget fortærsket mundheld, men der er måske alligevel noget om snakken – i hvert fald hvad angår fordelene ved et lyst sind. Et nyt studie har netop associeret en høj grad af optimisme med forlænget levetid – og det på tværs af etnicitet. Det skriver ScienceDaily.
En gruppe forskere fra Harvard T.H. Chan School of Public Health analyserede data og spørgeskemaundersøgelser fra næsten 160.000 kvinder fra Women’s Health Initiative. De pågældende kvinder var alle blevet indskrevet i databasen i perioden 1993-1998 da de var mellem 50-79 år, og de blev fulgt i op til 26 år efter indregistreringen.
Ifølge studiet – der blev publiceret i Journal of the American Geriatrics Society – levede de 25%, der var de mest optimistiske, i gennemsnit lige over 5% længere og havde 10% større sandsynlighed for at blive over 90 år sammenlignet med de 25% af kvinderne, der var de mindst optimistiske. En repræsentativ del af de involverede var desuden kvinder fra etniske mindretal, som forskerne var særligt interesserede i at undersøge, da de ofte har en højere dødelighedsrate end ’hvide’ grupper.
Der var dog ingen sammenhæng mellem etnicitet og graden af optimisme – heller ikke efter der var korrigeret for faktorer som demografi, kroniske lidelser og depression.
Livsstilsfaktorer, f.eks. hyppig motion og sund kost, var formentlig en del af forklaringen på den længere levetid, men den udgjorde ikke en stor nok andel til at bære hele forklaringen alene.
“Vores undersøgelse antyder derfor, at det kan være en fordel at fokusere på positive psykologiske faktorer, f.eks. optimisme, når vi ønsker at promovere et længere liv og en sundere aldring på tværs af samfundets grupper,” udtaler Hayami Koga, ph.d.-studerende ved Harvard Chan School og hovedforfatter på studiet.
Hvordan man bliver mere optimistisk og livsglad, nævner studiet dog intet om.