Amerikanske forskere fra University of Utah og Smithsonian Astrophysical Observatory i Massachusetts har foreslået et nyt våben i kampen mod klimaforandringer: Månestøv.
I en forskningsartikel, der er publiceret i PLOS Climate, har de regnet på mulighederne for at lave en slags solskjold af støvpartikler udvundet på månen. Hvis man skyder dem afsted fra månen mod et af de såkaldte Lagrange-punkter, hvor månens og jordens tiltrækningskraft udjævner hinanden, vil de kunne fungere som en form for lysdæmper i adskillige dage. Hvor stor og hvor langvarig effekten vil være, kommer blandt andet an på mængden og kvaliteten af materialet.
Global opvarmning bunder som bekendt i den såkaldte drivhuseffekt: Det høje indhold af CO2 og andre drivhusgasser i atmosfæren begrænser jordens muligheder for at slippe af med overskudsvarmen. Derfor modtager vi mere energi, end vi afgiver, og den globale gennemsnitstemperatur stiger.
Kampen mod klimaforandringer fokuserer hovedsagelig på ”output-siden” – altså hvordan vi nedbringer udledningen af især CO2, så der igen kan komme balance i energiregnskabet. Men i princippet kan man også forsøge at påvirke ”input-siden” og bremse en del af sollyset, før det overhovedet rammer atmosfæren.
Problemet med den type løsninger er først og fremmest, at de er uhyre energikrævende.
Den hidtil kraftigste løfteraket, der er sendt op fra jorden – Saturn V, der blev brugt i forbindelse med månelandingerne – havde en kapacitet på 140 ton. Til sammenligning vil det ifølge forskerne kræve 10 millioner ton reflekterende materiale at reducere den årlige indstråling fra solen med 1,8 pct., svarende til omtrent 6 solskinsdage.
Og det er her, månen kommer ind i billedet. Forskerne har nemlig fundet ud af, at støvkorn, der forekommer naturligt på månen, har nøjagtig den rigtige størrelse og sammensætning til effektivt at bremse solstrålerne. Dermed behøver man ikke sende gigantiske mængder jordstøv 1,5 millioner km ud i verdensrummet, men kun den kanon, der skal affyre det – formentlig en form for elektromagnetisk railgun.
Alt andet lige gør det operationen mere overskuelig. Men i betragtning af mængderne skal der nok bruges mere end én kanon – foruden de maskiner, der er nødvendige for at udvinde materialerne på månen.
Og artiklens hovedforfatter, astrofysikeren Benjamin C. Bromley fra University of Utah, understreger, at perspektiverne ikke på nogen måde bør bremse indsatsen for at reducere udledning af drivhusgasser her på Jorden.
“Men vi bør undersøge alle muligheder, hvis vi har brug for mere tid til at udføre dette arbejde herhjemme,” siger han til den britiske avis The Guardian.