Det er dyrt og besværligt at være supermagt. Forsyningskæderne skal holdes stærke og våbenteknologien være up to-date.
I dag er kodeordene bl.a. olie og gas, silicium og andre sjældne mineraler. I bronzealderen (ca. 3.300 – 500 f.v.t.) var det tin. Sammensmeltet med kobber giver det nemlig vidundermetallet bronze – og uden bronze, intet militær og derfor ingen magt.
Både tin og kobber er naturligt forekommende i undergrunden. Kobber findes i rigt mål i store dele af Eurasien, tæt på bronze-afhængige stormagter som det assyriske kongerige i det nuværende Irak og den mykenske civilisation i Grækenland. Tin er og var langt sjældnere, og de naturlige forekomster findes primært i undergrunden langt væk fra antikkens store urbane centre.
Så hvordan fik de antikke eurasiske civilisationer fingre i så meget tin – og hvor kom det fra? Nu er forskerne kommet svaret nærmere.
I en artikel i Science Advances præsenterer et tværvidenskabeligt forskerhold af geologer, antropologer, historikere mv. en interessant konklusion.
Forskerteamet har studeret Uluburun-vraget, et bronzealderskib, der blev udgravet ud for den tyrkiske kyst i perioden 1984-1994. Det er det ældste udgravede vrag i verden, og det var ladet med en last af uhyre rigdom. Smykker, glas og elfenben – samt ikke mindre end 10 ton kobberbarrer og ét ton tinbarrer.
På baggrund af bl.a. metallurgiske prøver, arkæologiske undersøgelser og kulturhistoriske analyser har forskerne påvist, at to tredjedele af tinnet stammer fra de tyrkiske Taurusbjerge, mens resten kommer fra miner i Centralasien, nærmere bestemt Usbekistan og Tadsjikistan, mere end 3.000 km østpå.
Det betyder, at den eurasiske tin-børs i den sene bronzealder tilsyneladende var langt mere vidtrækkende, kulturelt divers og fleksibel end hidtil antaget.
De centraliserede staters forsyningskæder og våbenkapløb var altså afhængige af et komplekst handelsnetværk, der forbandt store og små stater.
Og et eller andet sted må der have siddet en konge eller en købmand og grædt som pisket over Uluburun-forliset. Med det klassiske blandingshold mellem kobber og tin, 9:1 for den gode vare, kunne skibslasten have udrustet næsten 5.000 soldater med tidens mest sofistikerede våbenteknologi: bronzesværd.