Klodens skove er hjemsted for ca. 80 pct. af verdens landbaserede biodiversitet. Men meget af den fine flora er truet af den hastige globale opvarmning, da særligt livet i underskoven tilpasser sig enormt langsomt. Et nyt studie viser, at vi kan blive klogere på arternes tilpasningsevne og klimaforandringernes påvirkning over tid ved at studere skovbundens fortid. Det skriver The Conversation.
En forskergruppe fra bl.a. Université de Picardie Jules Verne (UPJV) og University of Bristol bestående af både biologer, historikere, arkæologer og eksperter i fjernmåling har undersøgt fortidens menneskelige aktivitet i Compiégne-skoven i Nordfrankrig. De benyttede lidar-teknologi, der fungerer efter samme principper som radar og sonar, til at indsamle enorme mængder af præcise afstandsmålinger. På baggrund af de data dannede de 3D-rekonstruktioner af, hvordan landskabet havde set ud, før skoven skød op.
I studiet, der blev publiceret i Journal of Ecology, konkluderer forskergruppen, at menneskelig aktivitet i et område kan spores som et varigt fingeraftryk på underskovens arter – selv efter 1.800 år.
Compiégne-skoven var nemlig engang et romersk landbrugsområde, og baseret på lidar-data kunne forskergruppen observere, hvordan underskovens arter varierede, alt efter om de groede oven på tidligere beboelse, marker, veje eller vandhuller.
Ifølge forskergruppen eksemplificerer undersøgelsen bl.a., at underskoven formentlig stadig kun er ved at tilpasse sig ændringer i miljøet, der skete for tusinder af år siden. Og den viden kan være vigtig i forståelse af, hvor lang tid klimaforandringer kan påvirke naturens biodiversitet, og hvordan vi udformer mere effektive programmer for naturbeskyttelse.
”Viden om nutidige skoves fortid kan hjælpe os med at afkode deres nuværende tilstand og opstille modeller for deres fremtidige biodiversitet,” skriver Jonathan Lenoir, en af studiets hovedforfattere og seniorforsker i økologi og biostatistisk ved UPJV.