Hver fjerde mand i Danmark har dårlig sædkvalitet, og den har været faldende på et både nationalt og internationalt niveau i flere årtier. Det er et stort samfundsproblem, og forskningen har efterhånden mange forskellige bud på, hvad der kan være årsagen.
Et omfattende kinesisk studie fra School of Medicine of Tongji University i Shanghai indikerer nu, at luftforurening måske kan have en negativ indflydelse på sædcellers kvalitet – mere præcist på deres evne til at svømme i den rigtige retning. Det skriver The Guardian.
Forskergruppen undersøgte sædprøver fra 33.876 mænd fra 340 kinesiske byer. I gennemsnit var mændene 34 år, og de var blevet udsat for forskellige grader af luftforurening. Fælles for dem alle var dog, at deres partnere var blevet gravide i perioden fra januar 2013 til december 2019 efter kunstig befrugtning med deres sæd.
Forskerne undersøgte, om der var en sammenhæng mellem sædkvaliteten og mængden af og størrelsen på de forurenede partikler, som mændene havde været udsat for i 90 dage før de havde afleveret deres sædprøve på hospitalet. De undersøgte både antallet af sædceller, koncentrationen og cellernes motilitet – altså evne til at bevæge sig og finde vej.
De fandt ingen signifikant sammenhæng mellem luftforurening og sædkvaliteten i forhold til antallet af sædceller eller selve koncentrationen. De opdagede derimod, at jo mere en mand havde været udsat for særligt små forurenede partikler, desto dårligere var hans sædcellers svømmeegenskaber.
Ifølge forskergruppen kan studiets konklusioner, der blev publiceret i JAMA Networks, betragtes som endnu en god grund til, at mænd i den reproduktive alder bør undgå luftforurening.