Hvert år går bjørnen i vinterhi. Den spiser enorme mængder føde og tager så meget på i vægt, at den kan overleve en vinter, hvor den nærmest ikke bevæger sig. En adfærd, der i mennesker ofte ville resultere i udviklingen af diabetes.
Et hold af forskere fra Washington State University har nu fundet en nøgle til bedre at forstå, hvorfor bjørne kan holde til de store udsving i vægt, fødegrundlag og bevægelsesmønster. Bjørnene kan nemlig ’slukke’ og ’tænde’ for deres insulinresistens, som var det en kontakt. Under bjørnenes vinterhi observerede forskerne tusindvis af forandringer i det genetiske udtryk, skriver ScienceDaily.
Ifølge forskeren og forfatteren til studiet har man endelig fået indsnævret forklaringen til otte proteiner, der arbejder både sammen og hver for sig – og som kan være med at forme bjørnenes insulinfølsomhed og insulinrestistens. Samtlige otte proteiner har et menneskeligt modsvar og er altså ikke unikke for bjørne. Fordi der er de samme gener til stede som hos mennesker, ser forfatteren af studiet en mulighed for, at man også vil kunne bruge studiets fund til at blive klogere på insulinfølsomhed- og resistens i mennesker.
Forsøget har man foretaget ved at dyrke og analysere bjørnes cellekulturer, som man har eksponeret for en slags blodserum. Både celler og blod har man taget fra bjørnene i tre forskellige tilstande. I den ene er bjørnen aktiv, i den anden er bjørnen i hi, og i den tredje har man fodret bjørnen med vand tilsat honning, mens den var i hi. Herefter har man analyseret de genetiske forskelle, der har vist sig i de forskellige cellekulturer.
Forskerne fandt, at hvis de tilførte blodserum fra de bjørne, de fodrede med honningvand, til en cellekultur fra en bjørn, der ikke oplevede forstyrrelse i sit hi, begyndte cellerne fra den uforstyrrede bjørn at udvise forandringer i genaktiviteten, som mindede om dem, der er til stede i cellerne fra en bjørn i den aktive fase.
Det giver forskerne en bedre forståelse for, hvad der sker på gen-niveau og bedre muligheder for at identificere specifikke molekyler, der kontrollerer bjørnenes insulinresistens. Og det kan hjælpe os et skridt nærmere en bedre forståelse for og forebyggelse af det stigende antal diabetestilfælde blandt mennesker.