Sagnbyen Atlantis forsvandt i havets blå – og verdens virkelige kystbyer har i årevis været på vej i samme retning. Ny forskning tyder dog på, at byerne synker hurtigere end vi hidtil har troet. Det skriver ScienceNews.
Det er bestemt ikke første gang, at forskere kaster sig over undersøgelser af storbyers sammensynkning. Men hvor den tidligere forskning ofte har fokuseret på én by eller én region, har det nye studie brugt data fra hele kloden. Ved hjælp af satellitdata fra perioden 2015-2020 har en gruppe forskere fra bl.a. University of Rhode Island nemlig undersøgt sammensynkningen i hele 99 kystbyer fra seks kontinenter.
De satellitter, som forskerne anvendte, var udstyret med instrumenter, der udsendte mikrobølger mod jordens overflade. Når disse bølger ramte jorden og returnerede til satellitterne, kunne forskerne på baggrund af bølgernes intensitet og hastighed udregne jordens højde med millimeter præcision. Og fordi satellitterne passerede den samme plet på jorden hver 12. dag, kunne forskerne følge udviklingen over tid.
Ifølge deres studie – der blev publiceret i Geophysical Research Letters – er der områder i 33 af de 99 byer, som synker med én centimeter om året, mens områder i byer som Tianjin i Kina, Karachi i Pakistan og Manila i Filippinerne synker endnu mere, helt op til fire centimeter pr. år. Og det er særlig uheldigt i en tid, hvor verdenshavene stiger støt.
Forskergruppen antager, at sammensynkning skyldes menneskelig aktivitet – primært beboelse, handel og industri. Og det er en kraftig advarsel om, at en uhæmmet udvinding af undergrundens vandreservoir, har det med at få områder til at synke.
Den uheldige udvikling kan dog bremses. For få årtier siden sank områder i Jakarta i Indonesien med op til 28 cm pr. år, men i dag er sammensynkning aftaget signifikant, formentlig på grund af statslig regulering af vandforbrug fra undergrunden.