Siden 1940’erne er den økonomiske ulighed i USA kun gået én vej: opad. Og det kan ifølge et nyt studie være en af årsagerne til, at den generelle sundhed blandt den amerikanske befolkning er faldet mærkbart de seneste årtier.
Noget tyder nemlig på, at den økonomiske ulighed, som man oplever og vokser op under som barn, har en mærkbar påvirkning på risikoen for at udvikle bl.a. lungesygdomme, diabetes og kræft i voksenlivet. Det skriver ScienceDaily.
En forskningsgruppe fra Ohio State University undersøgte sundhedsudviklingen hos næsten 50.000 amerikanere født i perioden 1925-1999. De anvendte to nationalt repræsentative datasæt, der bl.a. havde undersøgt de pågældende patienters lunge- og nyrefunktion, inflammation, hjertesygdomme i perioden 1968-2018.
I studiet – der blev publiceret i Social Science & Medicine – kategoriserede forskerne hver enkelt patient i et indeks over barndommens økonomiske ulighed baseret på Gini-koefficienten, der netop måler ulighed i samfundet, og den periode, hvor patienterne var 0-18 år.
Og selv efter at have taget højde for faktorer som arbejdsløshed og nuværende socioøkonomiske tilstand, viste resultatet, at stigningen i økonomisk ulighed afspejlede den faldende sundhed hos patienterne i voksenlivet, bl.a. i forhold til risikoen for at udvikle en række kroniske lidelser.
Forskningsgruppen håber nu på, at der kan komme yderligere forskning på området og at resultaterne kan få politikerne op af stolene.
”De negative sundhedseffekter af den økonomiske ulighed vi oplever i dag, vil først blive synlig på vores børn langt senere i livet. Uden en politisk handleplan, der tager den økonomiske ulighed alvorlig, vil børn og unge fortsætte med at blive udsat for netop de sundhedsrisici, vi har skitseret i vores studie,” udtaler Hui Zheng, studiets hovedforfatter og sociolog ved Ohio State University.