At natur er godt for krop og sjæl kommer ikke bag på nogen. Til gengæld er det nyt, at et så stort meta-studie systematisk måler effekten af tid i naturen som behandling for konkrete lidelser udskrevet på recept af professionelle ligesom medicin.
Forskere fra australske University of New South Wales har udgivet et såkaldt meta-studie i The Lancet, hvor de gennemgår alle studier på området fra hele verden og opsummerer resultaterne. Med i meta-studiet var i alt 122 rapporter, 92 undersøgelser og 5 internationale vidensdatabaser, og særligt gennemgik de på 28 forskningsprojekter, der alle specifikt handlede om natur på recept udskrevet som behandling.
På tværs af tid, sted og forskellige kontekster fandt de en stærk sammenhæng mellem tid i naturen og både fysiske og mentale sundhedsfordele.
Patienterne fik lavere blodtryk, mindre depression og angst samt effekter på flere andre parametre, alt efter hvilken lidelse natur-recepten blev udskrevet for. Kontakt med naturen havde også den bivirkning, at den førte til mere fysisk aktivitet og social adfærd – to faktorer der i sig selv også forebygger en lang række problemer som ensomhed, depression og hjertekarsygdomme.
Det er allerede veldokumenteret, at folk, der opholder sig mere i naturen, har bedre mentalt og fysisk helbred og samme forskergruppe har tidligere konkluderet, at det gavner både det mentale og fysiske helbred at bo tæt på natur eller grønne områder. Men den præcise sammenhæng mellem natur og helbred mudres ofte af, at i forvejen sundere mennesker f.eks. oftere går i naturen, eller at ture i det fri f.eks. kan være et tegn på, at man har tid og økonomi til at tage af sted. Faktorer, der i sig selv er positive.
Når denne undersøgelse specifikt handler om erfaringer fra hele verden, hvor sundhedspersonale eller socialt personale har udskrevet ’tid i naturen’ som behandling for en konkret sygdom. Dermed kan natur-dyrkningen kan mere direkte sammenlignes med medicin udskrevet under lignende omstændigheder for de samme lidelser.
Og resultaterne er positive, også i sammenligning med andre behandlingstyper. For nogle lidelser, såsom depression, virker natur på recept lige så effektivt som medicin eller psykolog-terapi.