Nyt fra forskningen

Når tomater, auberginer og agurker får underlige pletter, bliver deforme og modner på en unormal måde, kan det skyldes en virus med det mundrette navn Physostegia chlorotic mottle virus (PhCMoV). Den blev opdaget i Østrig i 2018.

Nu har forskere fra otte laboratorier i fem europæiske lande samlet deres viden og ikke-offentliggjorte data om virussen i én undersøgelse, der for nylig er offentliggjort i det internationale tidsskrift Plant Disease, der udgives af The American Phytopathological Society.

Virussen er bl.a. påvist på tomater i Tyskland og Serbien, men det viste sig, at den findes i mindst seks andre lande: Holland, Belgien, Frankrig, Slovenien, Rusland og Rumænien. Det viste sig også, at virussen fandtes allerede for tyve år siden, i 2002.

Ved at samle resultaterne fra flere forskellige undersøgelser kunne forskerne påvise, at virussens naturlige vækstområde ikke blot var to arter, som man havde troet, men ni arter på tværs af syv familier. Nogle af de angrebne grønsager er altså økonomisk vigtige afgrøder som tomater, auberginer og agurker. Men der blev også fundet virus i vilde planter og prydplanter.

Prøverne var indsamlet fra en lang række planter i marker, haver og drivhuse. Det ser ud til, at uanset hvilke vækstbetingelser, planterne får, så giver de fleste virusinficerede planter frugter, der får pletter og modner anormalt. Både auberginer og agurker bliver deforme af virussen, og bladene krøller og gulner.

Undersøgelsen tyder på, at virussen er mere udbredt, end man tidligere har beskrevet, og at flerårige planter hjælper virussen med at overvintre.

Er der noget så smukt og forunderligt som stjernehimlen på en mørk og frostklar januaraften?

Hvis du er en af dem, der holder af stjernekiggeri, kan det godt være, at du skal gå lidt mere ud og nyde det, mens du kan. Et nyt studie publiceret i forskningstidsskriftet Science viser nemlig, at den stigende lysforurening verden over er ved drastisk at reducere det antal stjerner, der kan ses med det blotte øje. Det skriver The Guardian Science.

Om bare 18 år vil nattehimlen derfor være markant mindre stjernerig. På steder hvor man i dag kan se 250 stjerner uden brug af kikkert eller teleskop, vil man til den tid kun kunne se ca. 100.

”Hvis udvikling fortsætter, vil det i sidste ende være meget svært at se noget som helst på himlen, selv de lyseste konstellationer. På et tidspunkt vil Orions bælte begynde at forsvinde,” fortæller Dr. Christopher Kyba fra det tyske Forskningscenter for geovidenskab, der er førsteforfatter på det nye studie.

Vi har længe vidst, at nattehimlen er blevet markant lysere i løbet af det 20. århundrede som følge af den generelle befolkningstilvækst, fremvæksten af nye teknologier og de voksende byer og byområder. Men det har været sværere at måle, hvad overgangen til LED-belysning har betydet for udviklingen. De satellitter, vi bruger til at måle lysskær på himlen, har nemlig begrænset opløsning, og kan derfor ikke opfange nogle af de bølgelængder, som LED-lys udsender.

For at få et reelt billede af udviklingen efter overgangen til LED, har det nye studie derfor gjort brug Citizen Science – frivillige borgerindsamlinger af data.

Forskerne har analyseret 51.351 observationer gjort af borgere fra hele verden. Observationerne er lavet mellem 2011 og 2022. Deltagerne blev bedt om at studere stjernekort, der viste netop den del af himlen, de kunne se, der hvor de opholdt sig. For hver lokalitet blev de præsenteret for en række forskellige stjernekort, der viste gradvist flere af de stjerner, der faktisk eksisterer på den del af himlen – og vælge det diagram, der bedst matchede det, de rent faktisk kunne se med det blotte øje.

På baggrund af de mange frivillige observationer skabte forskerne en model, der forbinder antallet af synlige stjerner med den lysstyrken på nattehimlen, satellitterne måler. På den måde blev de i stand til at forudsige, hvor mange stjerner, der rent faktisk vil være synlige givet en målt LED-lysstyrke.

Og resultaterne er altså nedslående: Hvert år bliver nattehimlen i gennemsnit 9,6 % lysere. Og antallet af synlige stjerner bliver mere end halveret på under tyve år.

Det er der god grund til at gøre noget ved. Som Dr. Constance Walker fra National Optical-Infrared Astronomy Research Laboratory I USA og medforfatter på det nye studie udtaler:

Der er en uerstattelig ærefrygt forbundet med den naturlige nattehimmel, en himmel uden lysforurening. Den inspirerer dig og forbinder dig med alle de vidundere, som kosmos rummer. Hvis den inspirationskilde formindskes af en udvasket og lysforurenet himmel, så mister vi en del af os selv og det, vi kan stræbe efter at være. Det er en del af vores kulturarv.”

For et år siden eksploderede vulkanen Hunga Tonga Hunga Ha’apai i det lille kongerige Tonga i Stillehavet i det største vulkanudbrud, der nogensinde er blevet registreret med moderne udstyr. Udbruddet satte en 15 meter høj tsunami i gang, der gav massive ødelæggelser og dræbte mindst tre.

Udbruddet blæste 10 kubikkilometer materiale af sted, og faktisk er vulkanens krater nu 700 m dybere, end det var før eksplosionen, har new zealandske forskere påvist.

Men inden dét skete, var et hold forskere fra University of Colorado Boulder intenst optaget af at undersøge de allerførste former for liv på en del af vulkanen, der kom til syne over vandoverfladen efter et udbrud syv år tidligere, i 2015. Faktisk var forskerne ved at planlægge en ny rejse til denne del af vulkanen, da den eksploderede.

I øens syv år korte liv nåede forskerne at studere de allertidligste mikroorganismer på den nydannede landmasse, og til deres overraskelse opdagede de et unikt mikrobielt samfund, der omsatte svovl og atmosfæriske gasser, – svarende til organismer, man også finder i dybhavsåbninger eller i varme kilder.

Studiet af mikrober, der først koloniserer nyskabte øer, giver et sjældent indblik i det tidligste stadie af økosystemudvikling – før planter og dyr ankommer.

Forskerne indsamlede 32 jordprøver fra forskellige steder på den 1,9 km2 store ø, der strakte sig 120 m op over havoverfladen. Bagefter kunne de udtrække og sekventere DNA-prøver fra jordprøverne. De regnede med at finde organismer som dem, man også finder hvor en gletsjer har trukket sig tilbage, eller en form for cyanobakterier.

Men i stedet fandt de en unik gruppe af bakterier, der omdanner svovl og atmosfæriske gasser. Det hænger formentlig sammen med at der er masser af svovl og svovlbrintegas til stede ved et vulkanudbrud. Mikroberne var mest lig dem, der findes i hydrotermiske åbninger, varme kilder og i andre vulkanske systemer.

Studiet er publiceret i mBio. Læs mere hos Cooperative Institute for Research in Environmental Sciences at the University of Colorado Boulder.

Under Covid-19-pandemien blev det hverdagskost at arbejde hjemmefra. Det havde sine klare fordele, bl.a. undgik man den daglige kamp på cykelstier, togperron og motorveje med andre morgenpressede trafikanter.

Grænsen mellem arbejdstid og privatliv blev også mere flydende og derfor mere fleksibel. Men det var umiddelbart en større fordel for mænd end kvinder i faste parforhold. Det viser studier fra The Ohio State University, skriver Sciencedaily.

The Ohio State University publicerede for nylig to studier over arbejdsfordelingen i hjemmet blandt hjemmearbejdende par under COVID-19-nedlukningen i henholdsvis Kina og Sydkorea. Og svaret var ret entydigt; kvinder knokler mere end mænd.

Studierne blev publiceret i Personnel Psychology, var udført under COVID-19-pandemien og baseret på undersøgelser af henholdsvis 172 par i Kina, som havde mindst ét barn, og 60 par i Sydkorea, hvor kun nogle havde børn. Både mænd og kvinder havde fast job på arbejdsmarkedet da pandemien ramte, og derfor blev de tvunget til at arbejde hjemmefra da samfundet lukkede ned.

Studierne viste, at hvis mænd havde en høj grad af fleksibilitet i deres arbejdsmønster, udførte kvinderne signifikant mere husligt arbejde. De viste dog også, at hvis kvinderne omvendt havde et meget ufleksibelt arbejdsskema, deltog mændene markant mere i de huslige pligter.

Det blev også tydeligt, at både mænd og kvinder brugte mere tid sammen med familien, men i stigende grad gik hinanden på nerverne og følte dårlig samvittighed over for deres arbejdsgiver pga. deres prioritering af familielivet.

”Der er altså stadig nogle kønslige forskellige i, hvordan kvinder og mænd håndterer balancen mellem job og familieforpligtelser,” udtaler Jasmine Hu, hovedforfatter på studiet og professor i Management og Human Ressources, til Sciencedaily.

”Men hvis arbejdsgiverne har mere realistiske forventninger til deres arbejdere, og giver deres mandlige arbejdere mere fleksibilitet, kan arbejds- og familieliv faktisk hænge bedre sammen. For mange har set fordelene ved hjemmearbejdet – og de ønsker ikke at komme tilbage og arbejde fuldtid på kontoret igen,” udtaler hun.

Alle videnskaber har deres hvide hvaler: Læger drømmer om at finde en kur mod kræft. Teoretiske fysikere drømmer om at forene kvantemekanikken og relativitetsteorien i én sammenhængende teori om alting. Og for evolutionsbiologer er en af de store drømme, at vi en dag kan sætte evolutionen på formel og forudsige, hvordan arter vil udvikle sig i fremtiden.

Siden Darwins tid har forskerne udviklet stadig bedre metoder til at forstå arternes genetiske udvikling og de store evolutionære spring – bagudrettet. Men hvis vi også kan blive i stand til at forudsige fremtidige genetiske ændringer, vil det være en videnskabelig milepæl med kolossal betydning, f.eks. for genbaserede medicinske behandlinger.

Med et nyt studium, der blev præsenteret i Science Advances i sidste uge, er denne drøm rykket et stort skridt tættere på.

Genetiske ændringer foregår hele tiden, spontant og tilfældigt: Gener kommer til og forsvinder, substitueres med andre eller flytter sig i genrækken. Det kan i sig selv ændre en populations samlede arvemasse over tid, såkaldt genetisk drift.

I nogle tilfælde giver disse forandringer en evolutionær fordel – f.eks. i kraft af bedre fysiologiske egenskaber eller tilpasning til det omgivende miljø. Hvis disse effekter er universelle, vil nogle udviklingsmønstre kunne genfindes på tværs af arter. Og dermed vil man i princippet også kunne forudsige en sandsynlig evolutionær udvikling.

Tidligere studier har demonstreret, at det er muligt at forudse sandsynligheden af sådanne ændringer – isoleret set, på kort sigt og under kontrollerede forhold i et laboratorium. Men ingen har hidtil bundet an med opgaven på langsigtet, systemisk og evolutionært niveau.

Det er netop, hvad forskerne bag det nye studium har gjort.

Deres undersøgelse baserer sig på machine learning. Populært sagt er det en form for computerprogram af anden orden, der ikke baserer sig på en bestemt algoritme til at løse et givent problem, men selv udvikler algoritmer ud fra et sæt af træningsdata.

Forskerne bag undersøgelsen har designet en maskinlæringsplatform specifikt til formålet og ”fodret” den med træningsdata i form af fulde gensekvenser fra 2.994 bakteriearter. Datagrundlaget omfatter de enkelte arters indbyrdes ”slægtskab”.

På den baggrund viste det sig, at programmet med stor præcision var i stand til at forudse sandsynligheden for genetiske ændringer på tværs af arter.

Dataanalysen har i første omgang været begrænset til det binære niveau – altså fraværet eller tilstedeværelsen af et bestemt gen på en bestemt plads i det pågældende genom.

Men forskerne konstaterer, at resultaterne flugter med eksisterende viden om, hvilke fysiologiske og økologiske faktorer der ligger til grund for evolutionær udvikling.

De skriver: “Vi forudser, at vores tilgang vil gøre det muligt at forudse fremtidig evolution af genomer og give indsigt i designprincipperne bag biologiske systemer.”

For første gang nogensinde, er det lykkedes forskere at dirigere rundt med lyn på tordenhimlen via laserteknologi. Det skriver The Guardian Science, efter et hold fysikere succesfuldt har udført et eksperiment med laserstyret lynafledning under en tordenstorm på toppen af et schweizisk bjerg.

Bedriften, som indebar at affyre kraftige laserimpulser mod tordenskyer over flere måneder sidste år, baner måske vejen for laserbaserede lynbeskyttelsessystemer i lufthavne og på affyringsramper og høje bygninger i fremtiden.

“Metalstænger bruges næsten overalt til at beskytte mod lynnedslag, men det område, de kan beskytte, er begrænset til et par meter eller ti,” sagde Aurélien Houard, der er fysiker ved École Polytechnique i Palaiseau og en af forskerne bag laserafledningsforsøget, “Håbet er at udvide den beskyttelse til et par hundrede meter – hvis vi kan få nok energi i laseren.”

Houard og hans kollegaer har beskrevet deres forsøg i tidsskriftet Nature Photonics. Systemet virker ved at skabe en lettere vej for lynet at flyde langs end den, man gerne vil undgå det tager. Når laserimpulser affyres mod himlen, får en ændring i luftens brydningsindeks dem nemlig til at skrumpe og blive så intense, at de ioniserer luftmolekyler omkring dem. Dette fører til en lang kæde af det, forskere kalder filamenter på himlen, hvor luftmolekyler hurtigt opvarmes og racer væk med supersoniske hastigheder. Det efterlader en kanal med lavpresset, ioniseret luft, som lynet ’lokkes’ ned af. Hver kanal varer kun i millisekunder, men er mere elektrisk ladet end den omgivende luft – og danner derfor en lettere vej for lynet at følge.

Lyn er enorme elektriske udladninger, der typisk er så intense, at et enkelt nedslag kan blive op til 30.000 grader varmt – eller cirka fem gange varmere end temperaturen på solens overflade. Jorden rammes af mere end en milliard lynnedslag hvert år, som forårsager tusindvis af dødsfald, ti gange så mange kvæstelser og personskader, og ødelæggelser der løber op i titusindvis af milliarder af dollars om året.

Derfor er udsigten til et sofistikeret, laserdrevet lynafledningssystem gode nyheder. Der er dog en del arbejde endnu, inden lasersystemet kan blive standardpraksis.

Et af problemerne med Houards forsøg er, at laseren er kraftig nok til at være en risiko for øjnene af overflyvende piloter. Derfor har al lufttrafik da også været lukket over teststedet i de schweiziske bjerge. Men forskerne mener, at teknologien stadig kan være nyttig, da affyringsramper og lufthavne ofte har udpegede områder, hvor der gælder flyforbud.

Det nye lasersystem er også en del dyrere, end den klassiske lynafleder, man bruger i dag – og faktisk har brugt siden Benjamin Franklin opfandt dem i 1752:

“Omkostningerne ved lasersystemet er meget høje sammenlignet med en simpel stang,” sagde professor Manu Haddad, direktør for Morgan-Botti Lightning Laboratory ved Cardiff University.

Men derfor mener han alligevel, at det er værd at glæde sig over den nye teknologi, “Laserteknologien kan vise sig at være en mere pålidelig måde at dirigere lynudladningen på, og dette kan være vigtigt for lynbeskyttelsen af ​​særligt kritiske jordinstallationer og udstyr.”

Heste, hunde, aber og mus er dækket af hår, men mennesker (i hvert fald de fleste) har kun ganske sparsom kropsbehåring – på trods af, at det ser ud til, at vi har gener til en hel pels af kropshår.

Hvorfor mistede nogle pattedyr, blandt andet mennesket, pelsen? Bortset fra den lille tot, vi har på hovedet, og lidt kønsbehåring?

Det har forskere fra University of Utah Health og University of Pittsburgh undersøgt ved at sammenligne genetiske koder fra 62 dyr med og uden kropsbehåring. Resultaterne af sammenligningen, der beskrives som den første af sin art, er netop udkommet i det videnskabelige tidsskrift for biomedicin og biovidenskab eLife.

Undersøgelsen identificerer en lang række proteinkodende gener og ikke-kodende regioner i genomet, der kan forklare, hvordan hårløshed udviklede sig hos pattedyr.

Gennem tiden har evolutionen deaktiveret generne hos mennesket, så vi ikke udvikler nævneværdig kropsbehåring. Det samme er tilfældet for en lang række hårløse dyr, men evolutionen er foregået med forskellig hastighed.

For nogle arter er der fordele ved at have en vigende hårvækst. Uden tæt hår afkøles elefanter lettere i varmt klima, og hvalrosser glider ubesværet i vandet, selv om de stadig har et ganske markant overskæg. Hos bl.a. disse dyr fandt forskerne, at der var akkumuleret mutationer i mange af de gener, der bl.a. koder for keratin og andre elementer, der bygger hårstrået og er med til at skabe hårvækst.

Undersøgelsen viser også, at naturen har anvendt den samme strategi mindst ni gange hos pattedyr, der sidder på forskellige grene af det evolutionære træ. Forfædrene til næsehorn, nøgenrotter, delfiner og andre hårløse pattedyr deaktiverede de samme sæt af gener, da de udviklede sig til ikke længere at have hår.

Hvad fordelen for mennesket har været ved ikke at have kropsbehåring, det peger undersøgelsen ikke på. Men forskningsresultaterne kan måske i sidste ende være medvirkende til, at der kan udvikles nye måder til at genoprette hår hos personer med lidelser, der giver hårtab, hos skaldede eller hos personer i kemoterapi.

Pandemien har været hård for kaffedrikkerne. En ubarmhjertig kombination af tørke, frost og forsyningsproblemer fik i 2021 og 2022 de globale kaffebeholdninger til at skrumpe og sendte priserne på himmelflugt.

Og det er måske bare begyndelsen.

Udsigten til yderligere klimaforandringer og global opvarmning vil i de kommende år ændre betingelserne for kaffeproduktion radikalt.

Udsigten til yderligere klimaforandringer og global opvarmning vil i de kommende år ændre betingelserne for kaffeproduktion radikalt. Det kan give comeback for en næsten glemt kaffeart, der ikke har spillet nogen nævneværdig rolle på verdensmarkedet i mere end 100 år.

Det skriver et forskerhold fra Storbritannien og Uganda, der har studeret artens historie, dyrkningsmæssige egenskaber og markedspotentiale og præsenteret deres resultater i tidsskriftet Nature Plants.

Langt størstedelen af verdens kaffeforsyning udgøres i dag af to arter: Coffea arabica (55 pct.) og coffea robusta (45 pct.). Arabica er den fineste, mest aromatiske og dyreste, mens robusta bl.a. er kendetegnet ved et højere indhold af bitterstoffer og koffein. En barista ville sige, at den har mere ”krop”, og af den grund er den f.eks. en uomgængelig ingrediens i den italienske crema.

Nu er der fornyet interesse for en tredje art, coffea liberica, der blev fortrængt fra markedet i starten af 1900-tallet.

Liberica havde sin storhedstid i perioden 1870-1900, hvor svampesygdommen hemileia vastatrix, den frygtede kaffebladsrust, havde udslettet stort set hele arabica-produktionen i Syd- og Sydøstasien.

Liberica-planten er langt mere robust og modstandsdygtig over for sygdomme. Den stiller også færre krav til klimaet end den kræsne arabica, der kun giver et effektivt udbytte i 1.300-1.500 meters højde. Med liberica blev grænserne for kaffedyrkning udvidet voldsomt i slutningen af 1800-tallet, bl.a. til Sydamerika, Caribien, Madagaskar, Java og Australien.

Men boomet blev kortvarigt. Liberica-bønnerne faldt i unåde hos både grossister og forbrugere på grund af svingende kvalitet og en ukarakteristisk smag. Disse skavanker var ikke primært egenskaber ved planten i sig selv. De bundede først of fremmest i, at de metoder, der var udviklet til høst og efterbehandling af arabica, ikke egnede sig til den nye afgrøde. Men da man opdagede den højtydende, sygdomsresistente og letdyrkelige robusta-plante, var slaget tabt.

Liberica dyrkes stadig kommercielt i enkelte afrikanske lande, Malaysia, Filippinerne og dele af Indonesien. Men det anslås, at den tegner sig for under 1 pct. af den globale produktion – endnu. Forskerne konstaterer, at liberica siden 2018 har vundet større udbredelse i detailhandelen, ikke mindst på internettet.

Klimaforandringerne påvirker vilkårene for kaffeproduktion fundamentalt, og forskerne påpeger, at der grundlæggende er tre forskellige modsvar: Man kan flytte produktionen til områder med et mere passende klima. Man kan udvikle nye dyrkningsmetoder. Eller man kan opdyrke nye kaffesorter.

”Af disse muligheder er den tredje sandsynligvis den mindst disruptive, den mest omkostningseffektive og formentlig den meste succesrige,” skriver de.

Homo erectus!

Der er mange skelsættende begivenheder i evolutionshistorien, men dét er og bliver en af de største og mest symbolladede: Da menneskets fjerne forfædre for første gang rejste sig og begyndte at gå på to ben. Det var dér, vi i vores egen selvforståelse begyndte at hæve os over andre arter og indledte flere millioner års civilisationsproces – på godt og ondt.

Når man skal klassificere de ældste knoglefund fra menneskelignende arter, er det faktisk den afgørende forskel på menneskeaber (hominider) og abemennesker (homininer): De der gik på to ben, er vores forfædre – de der gik på alle fire, hører til på stamtræets nabogren.

Men hvorfor rejste vi os op i første omgang? Forskere, der har studeret menneskets nærmeste nulevende slægtning, chimpansen, sætter nu spørgsmålstegn ved den gængse forklaring på homininernes skift fra to til fire ben. Det fremgår af et nyt studie publiceret i Science Advances.

Fra slutningen af miocæn-tiden, for ca. 10 millioner år siden, begyndte Jordens klima og landskabstyper at ændre sig drastisk. Tætte urskove blev fortrængt af åbne græssletter og mere spredt vegetation. Så vores forfædre skulle omstille sig til et nyt liv, der i højere grad foregik i jordhøjde. De var mere eksponeret for naturlige fjender, og der var længere mellem fødekilderne. Normalt ser man den tobenede strategi som en tilpasning til disse nye vilkår.

Men nu har forskere igennem 15 måneder studeret en gruppe chimpanser i et tilsvarende miljø i det vestlige Tanzania, og deres observationer peger i en anden retning: Dels opholder chimpanserne sig ikke mere på landjorden end de artsfæller, der lever i mere tæt bevokset skov. Og dels er det ”tobenede” bevægelsesmønster faktisk mere udbredt, når de færdes i trætoppene.

Det går forskerne til at sætte spørgsmålstegn ved, om livet i jordhøjde nu også er hele forklaringen på, at vi begyndte at bevæge os på to ben.

”Vi har længe dyrket denne meget logiske fortælling, som vores data ikke rigtig understøtter,” siger en af forfatterne til studiet, Alex Piel fra University College London, til The Guardian. “Det har måske været en katalysator, men det har eksisteret I forvejen. Og dette er faktisk fuldstændig i tråd med de fossile vidnesbyrd.”

Han henviser til knoglefund, der tyder på, at de tidlige homininer var tilpasset et liv i trætoppene såvel som på jorden.

2022 ser ud til at blive noget af et gennembrudsår for Alzheimers-forskningen.

Tilbage i november beskrev vi i Vid&Sans, hvordan et stort gennembrud i neuroforskningen sandsynliggjorde udviklingen af en effektiv behandling af Alzheimers inden for blot 2-5 år.

Og nu viser et spritnyt studie, at det nyudviklede medikament Lecanemab kan bremse Alzheimers’ mentale nedbrydning af patienters kognitive evner med op til 27 pct. over 18 måneder.

Det skriver The Guardian, efter at forskere fra Lecanemabs udviklere, Biogen i USA og Eisai i Japan, den 29. november offentliggjorde resultaterne af deres studie i The New England Journal of Medicine. Studiet er det største i Alzheimers-behandling nogensinde og involverede mere end 1.800 testpersoner tilbage i september.

Lecanemab er ikke det mest effektive middel, man har forsøgt sig med. Men forskerne mener alligevel, at resultaterne indvarsler en helt ny æra i Alzheimers-forskningen, fordi det er det første klinisk testede lægemiddel, som rent faktisk virker som en reel behandlingsmulighed for Alzheimers.

Lecanemab er et antistofmiddel, der fungerer ved at reducere proteinklumper i hjernen, også kaldet beta-amyloid. Man ved endnu ikke, hvordan ophobningen af beta-amyloid og udviklingen af Alzheimers præcis hænger sammen. Men det har længe været klart, at sammenhængen er der, for ophobningen findes blandt alle patienter, der diagnosticeres med sygdommen.

Nu håber forskere, at de positive resultater vil bringe en ny generation af bedre behandlingsformer og lægemidler med sig.

”Jeg mener, at dette bekræfter, at vi går ind i en ny æra af sygdomsmodifikation for Alzheimers’ sygdom”, siger Nick Fox, professor i klinisk neurologi og leder af Dementia Research Centre ved University College London. ”En æra, der kommer efter mere end 20 års hårdt arbejde med anti-amyloid immunterapi udført af rigtig mange forskellige mennesker og med rigtig mange skuffelser på vejen.”