Man kan finde hvad som helst på nettet – fra celebrity-sladder og konspirationsteorier til seriøse forskningsbaserede medier. Men jo først og fremmest kattevideoer.
Katten er blevet en slags uofficiel maskot for internettet, og undersøgelser har tidligere anslået, at katte-indhold tegner sig for ca. 15 pct. af den samlede internettrafik på verdensplan. Ifølge en opgørelse fra 2014 lå der dengang mere end 2 millioner kattevideoer på Youtube, med mere end 26 milliarder visninger tilsammen. I dag vurderes antallet at være mange gange højere.
Forskere fra Universitetet for Veterinær Medicin og Farmaci i Košice har nærstuderet et noget mere beskedent antal, nærmere bestemt 105 videoer, hvor 210 katte optræder parvis. Formålet er at blive klogere på kattenes indbyrdes interaktion.
Hvor f.eks. hunde går for at være nemme at afkode, har katte nemlig ry for at være mere uudgrundelige i deres adfærd – både over for mennesker og andre katte.
“Mange katteejere spørger sig selv, om kattene nu leger eller slås – eller hvad der i det hele taget foregår. Og vi fandt ud af, at der faktisk er meget lidt videnskabelig evidens til at vejlede os i det spørgsmål,” siger undersøgelsens hovedforfatter, Noema Gajdoš‑Kmecováhar, til The Guardian.
Studiet, der er publiceret i Scientific Reports, omfatter en cluster-analyse i flere trin. Ud fra et udsnit af videoerne kortlagde forskerne seks forskellige typer af konkret katte-adfærd, fra ”brydekampe” og anden fysisk kontakt, til kropsholdning og vokalisering (f.eks. hvæsen og spinden).
Ved minutiøst at registrere disse adfærdselementer kunne de klassificere en stor del af interaktionerne som legende eller fjendtlige. Men der var også en stor mellemkategori med begge typer af adfærd.
Forskerne ser det som et tegn på, at det ikke kun er os mennesker, der har svært ved at skelne mellem sjov og alvor, men også kattene selv.
”Leg mellem katte kan være gensidig, men den kan også være ubalanceret, for eksempel rovleg, hvor én kat er ’byttet’, eller hvis én kat ikke ønsker at lege længere og i så fald kan reagere fjendtligt på den andens legende hensigt,” skriver forskerne.
”Således kan den binære klassificering af interaktioner mellem katte som enten venskabelige eller fjendtlige være vildledende.”