KORT & NYT

Når vi tænker på Amazonas, forestiller de fleste sig nok et enormt, smukt og frodigt vildnis, og ikke et sted med tæt beboelse, terrasser og kæmpe bygninger. Men nu har en gruppe arkæologer opdaget en række antikke bosættelser af netop den kaliber i Amazonbassinet – og det kan faktisk være godt nyt for regnskovens beskyttelse. Det skriver Nature.

Der har levet mennesker i Amazonbassinet i omkring 10.000 år. Men i forskerkredse har man ofte antaget, at de overlevede i junglen i små nomadestammer og uden at præge omgivelserne nævneværdigt. Men mere og mere forskning tyder på, at den antagelse er helt i skoven.

Tidligere forskning havde tydet på, at der i det sydvestlige hjørne af Amazonbassinet i Bolivia måske kunne gemme sig resterne af noget stort. Derfor fløj en forskergruppe fra bl.a. Deutsches Archäologisches Institut og University of Bonn hen over området, og ved hjælp af Lidar – en laserteknologi, der kan bruges til at genere 3D-kort over en sværttilgængelig jordoverflade – lykkedes det dem at optegne konturerne af 26 forskellige bosættelser med over 1500 år på bagen. Og kompleksiteten i de hedengangne byer var enorm.

Studiet – der blev publiceret i Nature – afslører tætbefolkede bykerner, solidt murværk, brede terrasser, der hævede sig seks meter over overfladen, en 22-meter høj konisk jordpyramide og et omkransende vejsystem, der var flere kilometer langt. Byerne formodes at have været hjemsted for den mystiske Casabre-civilisation, der af endnu ukendte årsager forsvandt omkring år 1400.

Ifølge Eduardo Neves, arkæolog ved University of Sâo Paulo, som ikke deltog i studiet, kan denne slags opdagelser nuancere vores forståelse af områdets civilisationer før europæernes ankomst – de var ikke blot nomader, men imponerende bygherrer.

Samtidig håber Neves, at en større interesse for Amazonas’ arkæologi kan medføre en bedre beskyttelsespolitik over for de områder af junglen, der dagligt ødelægges af skovhugst og landbrugsopdyrkning. For når maskinerne buldrer, truer de ikke kun skovens fremtid, men hele vores fælles fortid.

Siden 1940’erne er den økonomiske ulighed i USA kun gået én vej: opad. Og det kan ifølge et nyt studie være en af årsagerne til, at den generelle sundhed blandt den amerikanske befolkning er faldet mærkbart de seneste årtier.

Noget tyder nemlig på, at den økonomiske ulighed, som man oplever og vokser op under som barn, har en mærkbar påvirkning på risikoen for at udvikle bl.a. lungesygdomme, diabetes og kræft i voksenlivet. Det skriver ScienceDaily.

En forskningsgruppe fra Ohio State University undersøgte sundhedsudviklingen hos næsten 50.000 amerikanere født i perioden 1925-1999. De anvendte to nationalt repræsentative datasæt, der bl.a. havde undersøgt de pågældende patienters lunge- og nyrefunktion, inflammation, hjertesygdomme i perioden 1968-2018.

I studiet – der blev publiceret i Social Science & Medicine – kategoriserede forskerne hver enkelt patient i et indeks over barndommens økonomiske ulighed baseret på Gini-koefficienten, der netop måler ulighed i samfundet, og den periode, hvor patienterne var 0-18 år.

Og selv efter at have taget højde for faktorer som arbejdsløshed og nuværende socioøkonomiske tilstand, viste resultatet, at stigningen i økonomisk ulighed afspejlede den faldende sundhed hos patienterne i voksenlivet, bl.a. i forhold til risikoen for at udvikle en række kroniske lidelser.

Forskningsgruppen håber nu på, at der kan komme yderligere forskning på området og at resultaterne kan få politikerne op af stolene.

”De negative sundhedseffekter af den økonomiske ulighed vi oplever i dag, vil først blive synlig på vores børn langt senere i livet. Uden en politisk handleplan, der tager den økonomiske ulighed alvorlig, vil børn og unge fortsætte med at blive udsat for netop de sundhedsrisici, vi har skitseret i vores studie,” udtaler Hui Zheng, studiets hovedforfatter og sociolog ved Ohio State University.

Jordskælv ryster ikke bare jordens overflade, de påvirker også øjeblikkeligt jordens tyngdefelt. Nu har forskere trænet algoritmer til at identificere disse uhyre små signaler og på den baggrund udpege skælvets udspring og størrelse. Og den viden kan være altafgørende i udviklingen af et advarselssystem, der kan redde menneskeliv. Det skriver ScienceNews.

Forskergruppen, der bestod af eksperter fra bl.a. Université Côte d’Azur og Kyoto University, tog livtag med et af seismologiens største udfordringer; at udpege størrelsen på et jordskælv lige efter det er hændt. Uden den viden er det yderst besværligt at udsende øjeblikkelige advarsler til de rigtige områder.

Når et jordskælv rammer, udsender det ikke kun de såkaldte seismiske bølger, som seismologer måler på. Al den jord, der flyttes omkring, ændrer også på dele af jordens densitet, og disse ændringer skaber såkaldte elasto-tyngdekraftsbølger, der farer gennem jorden med lysets hast. Tidligere har de været umulige at adskille fra den seismiske baggrundsstøj – men det er de ikke længere.

I studiet – der blev publiceret i Nature – trænede forskergruppen en algoritme til at identificere disse små elasto-bølger, bl.a. baseret på rigtige seismiske målinger og over 500.000 simulerede signaler. Derefter blev algoritmen afprøvet på en simuleret model af det store jordskælv, der ramte Japan i 2011 – og resultatet var meget lovende. Algoritmen kunne identificere både størrelsen og den præcise lokalitet af skælvet op til 10 sekunder hurtigere end hidtil kendte metoder. Og det er bare begyndelsen.

Forskergruppen håber nu, at mere sensitive instrumenter i fremtiden kan gøre det muligt at identificere endnu mindre påvirkninger af jordens tyngdefelt, og at algoritmen, der lige nu er skræddersyet til forholdene i Japan, kan udvikles til at gælde som et globalt advarselssystem.

Sagnbyen Atlantis forsvandt i havets blå – og verdens virkelige kystbyer har i årevis været på vej i samme retning. Ny forskning tyder dog på, at byerne synker hurtigere end vi hidtil har troet. Det skriver ScienceNews.

Det er bestemt ikke første gang, at forskere kaster sig over undersøgelser af storbyers sammensynkning. Men hvor den tidligere forskning ofte har fokuseret på én by eller én region, har det nye studie brugt data fra hele kloden. Ved hjælp af satellitdata fra perioden 2015-2020 har en gruppe forskere fra bl.a. University of Rhode Island nemlig undersøgt sammensynkningen i hele 99 kystbyer fra seks kontinenter.

De satellitter, som forskerne anvendte, var udstyret med instrumenter, der udsendte mikrobølger mod jordens overflade. Når disse bølger ramte jorden og returnerede til satellitterne, kunne forskerne på baggrund af bølgernes intensitet og hastighed udregne jordens højde med millimeter præcision. Og fordi satellitterne passerede den samme plet på jorden hver 12. dag, kunne forskerne følge udviklingen over tid.

Ifølge deres studie – der blev publiceret i Geophysical Research Letters – er der områder i 33 af de 99 byer, som synker med én centimeter om året, mens områder i byer som Tianjin i Kina, Karachi i Pakistan og Manila i Filippinerne synker endnu mere, helt op til fire centimeter pr. år. Og det er særlig uheldigt i en tid, hvor verdenshavene stiger støt.

Forskergruppen antager, at sammensynkning skyldes menneskelig aktivitet – primært beboelse, handel og industri. Og det er en kraftig advarsel om, at en uhæmmet udvinding af undergrundens vandreservoir, har det med at få områder til at synke.

Den uheldige udvikling kan dog bremses. For få årtier siden sank områder  i Jakarta i Indonesien med op til 28 cm pr. år, men i dag er sammensynkning aftaget signifikant, formentlig på grund af statslig regulering af vandforbrug fra undergrunden.

Farer du ofte vild? Så vil et forsigtigt gæt være, at du er født i storbyen. Et nyt amerikansk studie af folks evne til at navigere tyder nemlig på, at folk, der har trådt deres barnesko i store byer, er dårligere til at finde vej end dem, der er opvokset på landet. Det skriver ScienceNews.

400.000 mennesker fra 38 forskellige lande spillede spillet Sea Hero Quest, et mobilspil, der er designet af neurologer og spiludviklere som en underholdende måde at indsamle data om menneskets hjerne på. Idéen er, at man skal styre en båd rundt i en stor fiktiv verden i forsøget på at fange forskellige mål. Og via denne harmløse sejlads har forskerne haft mulighed for at undersøge deltagernes evne – eller mangel på samme – til at udføre 3D-navigation.

Evnen til at foretage rummelig navigation er en af de første der forsvinder, hvis en person rammes af fx Alzheimers, og spillets formål var da også at indsamle informationer, der kan gøre os klogere på, hvordan disse symptomer viser sig på et tidligt stadie.

I studiet – der blev publiceret i Nature – opdagede forskerne, der kom fra bl.a. Alzheimer’s Research UK, University College London og University of East Anglia, dog også noget andet interessant. De deltagere, der havde angivet at være opvokset på landet, var bedre til at finde vej i spillet end dem, der var opvokset i byerne – og det gjaldt i særlig grad for de byboere, der var vokset op i byer med meget simple gadenet, som fx Chicago.

Alene baseret på disse data kan forskerne dog ikke definitivt afgøre, om barndommens gader og stræder er årsagen til vores forskellige navigationsegenskaber senere i livet. Tidligere forskning har bl.a. vist, at fx alder, køn, uddannelse og endda lugtesans også kan være vigtige faktorer.

Men ifølge forskerne er det dog plausibelt, at netop barndomsmiljøet spiller en afgørende rolle.

”Hvis du er udsat for et kompliceret miljø som barn, lærer du at finde vej, at navigere, og du udvikler de rette kognitive processer til at gøre det,” siger Antoine Coutrot, studiets hovedforfatter og neurolog ved CNRS i Lyon.

Millioner af mennesker verden over har ikke adgang til rent drikkevand på daglig basis. Men forhåbentlig kan en del af dem fremover nyde godt af den filterfrie, bærbare og brugervenlige afsaltningsmaskine, som en gruppe forskere netop har opfundet på Massachusetts Institute of Technology.

Ifølge ScienceDaily har det taget forskergruppen omkring 10 år at udvikle den lille maskine, der vejer lige under 10 kg, er på størrelse med en kuffert og ikke kræver mere strøm, end hvad der kan udvindes fra et tilhørende mobilt solcelleanlæg. Dét er smart.

Der er tidligere udviklet mange forskellige typer af bærbare afsaltningsmaskiner. Men både størrelsen og teknikken gør denne version ret unik. Dens brugerflade er utrolig simpel – den har kun én knap, der både starter og slukker maskinen – og den har en exceptionel afsaltningsteknik, der helt overflødiggør brugen af filtre.

Normalt renser afsaltningsmaskiner saltvand ved at lade det passere gennem en række filtreringskanaler under højt tryk – og den proces er energitung og kræver en hyppig udskiftning af filtre. Forskergruppen fra MIT har derfor udviklet en ny teknik, hvor de i stedet for filtre anvender en såkaldt koncentrationspolarisation (ICP) – en metode, som forskergruppen selv var med til at forfine for ti år siden.

Idéen er grundlæggende, at ICP-processen skaber et elektrisk felt i nogle membraner placeret over og under den kanal, som vandet løber gennem. Membranerne frastøder de negative eller positive ladede partikler – inklusive saltmolekyler, bakterier og vira – og leder disse ladede partikler over i en anden kanal, hvorfra de udskilles. For at være på den sikre side gentages processen, hvorefter vandet gennemløber en såkaldt elektrodialyse-proces for at fjerne de sidste salt-ioner. Og når vandet er drikkeligt, giver maskinen et signal.

Prototypen – der er beskrevet nærmere i Environmental Science & Technology – er afprøvet i og på havvand, og på en time formåede den at generere 3 deciliter rent drikkevand til et energiforbrug af 20 watt per. liter. Og vandet blev renere end WHO’s anbefalede standarder. Nu håber forskerne på at kunne forbedre både dens effektivitet, kapacitet og produktion – og det kan måske komme alt fra søens folk, indbyggere på fjerne øer og flygtninge til gode.

Forskere har længe vidst, at antibiotika forstyrrer tarmens sammensætning af bakterier – og at det kan have en negativ effekt på vores helbred. De har dog været mere i tvivl om, hvordan det rent praktisk påvirker os. Et nyt studie viser, at hvis tarmbakteriernes antal og variation reduceres i de første to leveår, kan det påvirke børns immunrespons mod visse vacciner. Det skriver ScienceNews.

Børn vaccineres typisk mod en række forskellige infektionssygdomme, , inden de er fyldt et halvt år, bl.a. difteri, tetanus, kighoste og polio, og får så en booster-dosis når de er omkring to år.

Forskergruppen, der kom fra Rochester General Hospital Research Institute, indsamlede blodprøver fra 560 småbørn for at undersøge, om deres immunforsvar var blevet påvirket af eventuelle antibiotikakure. 342 af disse børn havde sammenlagt fået 1.700 antibiotikakure mens de resterende 218 aldrig havde været på en sådan kur.

I studiet – der blev publiceret i Pediatrics – kunne forskerne konkludere, at børn, der havde fået bredspektrede 10-dages antibiotikakure, havde et lavere niveau af antistoffer mod bl.a. difteri-tetanus-kighoste, polio, Hib og pneumokokker end anbefalet. Og jo flere lange antibiotikakure børnene havde fået, jo lavere var niveauet. For de helt små børn faldt niveauet med 5-11 pct. for hver længere kur, mens niveauet af antistoffer fra booster-dosen faldt med 12-21 pct. for hver omgang med antibiotika for de 2-årige.

Studiet er efter sigende det første af sin slags, der viser en forbindelse mellem brugen af antibiotika og reduceret vaccinerespons hos børn. Nu vil forskergruppen undersøge, hvad der egentlig sker i vores tarmflora under disse kure, og hvorvidt de også har en påvirkning på vaccinationer senere i livet.

”Antibiotika er mirakelmedicin – og dette studier viser ikke, at børn, der har brug for en sådan kur, skal undlade at få den. Men hvis det er muligt, bør det være en mere smalspektret antibiotikakur i en kortere periode,” siger Michael Pichichero, en af studiets hovedforfattere og børnelæge med speciale i infektionssygdomme ved Rochester General Hospital Research Institute.

Vi hører ofte, at alkohol er usundt. Det er bl.a. forbundet med en forhøjet risiko for hjertekar-sygdomme og sukkersyge. Men alkohol er ikke bare alkohol, og et nyt studie tyder på, at vin er langt mindre usundt end øl og spiritus. Det skriver The Conversation.

Forskergruppen bag studiet, der kommer fra Iowa State University, brugte data fra 1.869 patienter, der var registreret i U.K. Biobank. Patienterne var mellem 40 og 79 år og havde angivet informationer om bopæl, kost- og drikkevaner samt generel livsstil. Forskerne tog blodprøver fra alle involverede, målte højde og vægt og indsamlede data om patienternes kropssammensætning og knogletæthed ved hjælp af en særlig røntgenteknik. Til sidst undersøgte de forholdet mellem patienternes alkoholvaner og kropssammensætning.

Og resultatet var klart. De patienter, der nød øl og spiritus, havde højere niveau af det såkaldte viscerale mavefedt, det indre og ’usunde’ fedt, der ligger rundt om de indre organer. Omvendt var der ingen forbindelse mellem forhøjede niveauer af visceralt fedt og alkoholindtag blandt dem, der foretrak at drikke vin. Indtaget af rødvin var faktisk forbundet med lavere niveauer af det ’farlige’ fedt.

Studiet – der blev publiceret i Obesity Science and Practice – viste desuden, at indtag af hvidvin i moderate mængder var associeret med en højere knogletæthed, og det kan særligt være en sundhedsfordel for ældre mennesker.

Aldring er nemlig ofte forbundet med både forhøjede niveauer af ’farligt’ fedt og reduceret knogletæthed. Og det kan have enorme sundhedskonsekvenser, særligt i USA, hvor 75 pct. af alle voksne nu regnes for overvægtige eller stærkt overvægtige.

”For at kunne bekæmpe denne udvikling på bedste vis er det altafgørende, at forskere som os undersøger alle tænkelige årsager til, at folk fortsat bliver overvægtige,” udtaler Brittany Larsen, studiets hovedforfatter og neurolog ved Iowa State University.

Nu står weekenden for døren, og så kan det måske være ekstra svært at styre lysten til lidt sødt fra slikskålen eller sprødt fra chipsposen. Men nu viser et nyt forsøg, at vores madtrang ikke kun skyldes vaner og grader af rygrad, men måske i lige så høj grad tarmenes sammensætning af mikrober. Det skriver Sciencedaily.

Forskere har i årtier diskuteret, hvorvidt mikrober mon påvirker vores valg af diæt, men hypoteserne er aldrig før blevet afprøvet på dyr større end bananfluer. Indtil nu. To forskere fra University of Pittsburgh fodrede nemlig 30 mus, der manglede tarmmikrober, med en cocktail af mikroorganismer fra tre forskellige arter af vildtlevende gnavere. De tre arter lever normalt på vidt forskellige kostplaner fra naturens fadebur. Og konklusionen var klar:

”Vores forsøg viste, at dyr med forskellige sammensætninger af tarmmikrober vælger forskellige diæter,” udtaler Kevin Kohl, en af studiets hovedforfattere og biolog ved University of Pittsburgh. De tre grupper af mus valgte simpelthen fødevarer, som var rige på forskellige former for næringsstoffer.

I studiet – der blev publiceret i Proceedings of the National Academy of Sciences – opdagede de to forskere også, at mus med forskellige mikrobiomer havde forskellige niveauer af aminosyren tryptophan. Og det er måske ikke helt uvæsentligt. Tryptophan omdannes nemlig til serotonin og senere melatonin i hjernen – de stoffer, der giver en tilfredsstillende mæthedsfornemmelse og regulerer vores søvnmønster.

De to forskere påpeger, at det lille museforsøg blot er en indledende undersøgelse af den komplicerede forbindelse mellem tarmenes sammensætning, vores madpræferencer og den kemiske kommunikation mellem hjerne og maveregion. Forskningsfeltet er stadig ret nyt.

”Men jeg er konstant forundret over vores efterhånden store viden om, hvor stor en rolle mikrober spiller i både menneskers og dyrs biologi,” siger Kevin Kohl.

I mere end 100 år har det været en gåde, hvorfor de første menneskearter rejste sig og vandrede ud i verden – og hvordan de for næsten 300.000 år siden blev til Homo sapiens. Nu har et internationalt forskerhold et bud: klimaforandringer grundet jordens bevægelse. Det skriver Nature, hvor artiklen også blev publiceret.

Forskergruppen bestod bl.a. af eksperter fra Pusan National University og Università di Napoli Federico II. Ved at forene bl.a. arkæologi, klimafysik og astrologi udviklede de den hidtil mest omfattende model for, hvordan jordens bevægelse kan have påvirket klimaet og menneskets udvikling.

Forskergruppen kørte en klimamodel på en supercomputer i seks måneder for at rekonstruere, hvordan skiftende temperaturer, mængder af nedbør samt jordens bevægelse kan have formet, hvilke ressourcer der har været til rådighed for menneskeheden gennem de seneste to millioner år. Derefter inkorporerede de tusindvis af arkæologiske data i supercomputerens klimamodel for at lokalisere, hvor de forskellige menneskearter kan have levet.

Modellen viste bl.a., at den tidlige menneskeart Homo heidenbergensis, som nogle forskere mener kan være en art forfader til bl.a. Homo sapiens, spredte sig ud over sit habitat for ca. 700.000 år siden, da jordens mere elliptiske bane medførte et fugtigere og måske mere frugtbart klima. Modellen foreslog også, at vores egen art opstod i det sydlige Afrika, hvor en gruppe Homo heidenbergensis gradvist mistede terræn grundet en usædvanligt varm periode. Denne gruppe har muligvis udviklet sig til Homo sapiens ved at tilpasse sig det varme, tørre klima.

Studiet indskriver sig i en lang og kompliceret diskussion om menneskehedens opståen og udvikling, og forskernes astronomibaserede klimamodel er blot endnu et videnskabeligt indspark i debatten. Selve fremgangsmåden og modellen høster dog stor anerkendelse.

”Modellen er i sig selv en fænomenal bedrift, og den giver os en skabelon til fremtidige vigtige spørgsmål,” siger Peter de Menocal, direktør i Woods Hole Oceanographic Institution i Falmouth, Massachusetts, som ikke selv deltog i studiet.