Heste, hunde, aber og mus er dækket af hår, men mennesker (i hvert fald de fleste) har kun ganske sparsom kropsbehåring – på trods af, at det ser ud til, at vi har gener til en hel pels af kropshår.
Hvorfor mistede nogle pattedyr, blandt andet mennesket, pelsen? Bortset fra den lille tot, vi har på hovedet, og lidt kønsbehåring?
Det har forskere fra University of Utah Health og University of Pittsburgh undersøgt ved at sammenligne genetiske koder fra 62 dyr med og uden kropsbehåring. Resultaterne af sammenligningen, der beskrives som den første af sin art, er netop udkommet i det videnskabelige tidsskrift for biomedicin og biovidenskab eLife.
Undersøgelsen identificerer en lang række proteinkodende gener og ikke-kodende regioner i genomet, der kan forklare, hvordan hårløshed udviklede sig hos pattedyr.
Gennem tiden har evolutionen deaktiveret generne hos mennesket, så vi ikke udvikler nævneværdig kropsbehåring. Det samme er tilfældet for en lang række hårløse dyr, men evolutionen er foregået med forskellig hastighed.
For nogle arter er der fordele ved at have en vigende hårvækst. Uden tæt hår afkøles elefanter lettere i varmt klima, og hvalrosser glider ubesværet i vandet, selv om de stadig har et ganske markant overskæg. Hos bl.a. disse dyr fandt forskerne, at der var akkumuleret mutationer i mange af de gener, der bl.a. koder for keratin og andre elementer, der bygger hårstrået og er med til at skabe hårvækst.
Undersøgelsen viser også, at naturen har anvendt den samme strategi mindst ni gange hos pattedyr, der sidder på forskellige grene af det evolutionære træ. Forfædrene til næsehorn, nøgenrotter, delfiner og andre hårløse pattedyr deaktiverede de samme sæt af gener, da de udviklede sig til ikke længere at have hår.
Hvad fordelen for mennesket har været ved ikke at have kropsbehåring, det peger undersøgelsen ikke på. Men forskningsresultaterne kan måske i sidste ende være medvirkende til, at der kan udvikles nye måder til at genoprette hår hos personer med lidelser, der giver hårtab, hos skaldede eller hos personer i kemoterapi.