For nogle er troen på Gud, Allah eller Jahve selve meningen med livet. Deres religiøse overbevisning giver dem styrke og retning og måske et håb om et evigt liv på den anden side.
For andre er religion et helvede på jord lige nu og her, særligt hvis de gamle dogmer er blevet til undertrykkende love, der rammer dem eller deres nærmeste – og den slags har vi set en hel del gange gennem historien.
Ifølge et nyt, stort studie fra Københavns Universitet har Gud, guder og åndelige følgesvende nemlig trængt sig ind i statsapparatets hellige haller og legitimeret politiske beslutninger i alle typer samfund siden tidernes morgen. Og ofte har resultatet været religiøst betingede love, der favoriserer visse samfundsgrupper og stærkt diskriminerer andre. Sådan var det dengang – og sådan er det i dag.
Studiet, der er publiceret i Journal of Economic Growth, er en komparativ undersøgelse, der sammenligner data om religioner i 1.265 præmoderne samfund med udbredelsen af religiøse love i 176 nuværende lande.
Forskerne har sammenholdt samfund, som ligger på samme kontinent og tilhører samme sproggruppe, med sammenligneligt udviklingsniveau og levegrundlag.
Og ifølge studiet er konklusionen klokkeklar: Samfund, der historisk har været præget af troen på almægtige guder, er mere tilbøjelige til i dag at have love, der diskriminerer nogle, ofte kvinder og seksuelle minoriteter, og udsteder stærke privilegier til andre, som regel præsteskab og magthavere.
I autokratiske samfund, hvor magten er samlet om én leder eller en lille gruppe, legitimerer de ofte deres højhellige position ved at henvise til guden i deres institutionaliserede religion; deres magt og (ene)vælde er direkte blåstemplet fra oven, simpelthen.
Studiet åbenbarer også, at samfund, hvor guden eller guderne opfattes som moraliserende og dominerende, generelt er kendetegnet ved større social ulighed og klasseskel. Forestillingen om en straffende gud, der svinger pisken ved det mindste brok, er ganske enkelt et bedre og mere disciplinerende magtmiddel for eliten end en fredelig ånd i åen.